Prædikener

På denne side kan man læse de prædikener, der holdes i Skt. Johannes af Christina Preisler.
Det er vigtigt at understrege, at prædikener egentlig er en mundtlig kommunikationsform, så der kan forekomme små fravigelser fra den holdte prædiken til den skrevne, og der kan være et meget markant talesprog.
Men du skal være velkommen til at læse med. 


At give og at få igen – prædiken d. 30.09.18 (Johannes 6,1-15)

Når  man læser Johannesevangeliet skal man huske detaljerne. Johannes har ikke overladt noget som helst til tilfældigederne, så når vi studser over nogle bemærkninger, hvor vi tænker: Øh, hvorfor står det der – så er det en vigtig detalje, der er med til at lede os til pointen.
En af de lidt pudsige bemærkninger i dagens tekst er ”Påske, jødernes fest, var nær”. Det står bare der lidt for sig selv. Men det er meget vigtigt for at forstå betydningen og dybden af denne beretning.
Dette er den anden gang, at Johannes fortæller os, at noget sker ved påskefesten. Første gang var ved tempelrensningen – hvor Jesus udsmider forretningsmændene, der står ved boderne ved templet. De har gjort stedet til noget forkert. De misbruger det. Og det er her Jesus siger ordene: Bryd det ned og jeg vil genopbygge det på 3 dage. Templet og hele ordningen omkring det vil blive brudt ned og Jesus vil være den centrale og bindeledet mellem Gud og folket.
Det vil komme en tredje gang, nemlig den påske, hvor Jesus for sidste gang går ind i Jerusalem.
SÅ, når Johannes skriver, at det er påske-tid, hvor denne ekstraordinære bespisning finder sted, ønsker han, at vores tanker skal koble dette måltid med selve den første påske, hvor Gud satte sit folk fri fra slaveriet i Egypten og ledte dem gennem ørkenen ind til det lovede land, og at vi også kobler det til både tempelrensningen og den nye påske med nadver, Jesu død og opstandelse. Kæg mærke til, hvordan han tager brødet og takker det og deler ud og deler ud og deler ud. Det er et billede på nadveren, et måltid der er meget større end det først ser ud, og en forsmag på himlen.

Disciplene ved ikke helt, hvad de skal stille op, men Andreas møder denne dreng med de 5 brød og de 2 fisk, som han introducere til Jesus – dog med kommentaren ” men hvad er det til så mange?”
Hvor tit står vi ikke også overfor noget, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre, og hvor vi måske også synes, at det hele ser rimelig håbløst ud. Vi kan ikke se nogen løsning. Vi kan kun se, hvor lidt vi har eller alle vores begrænsninger.
Men den første vigtige pointe fra denne beretning: Startpunktet er altid at bringe det vi så har frem til Jesus. Vi kan aldrig forudsige, hvad han vil gøre med det, vi bringer til ham.  Men i vores tro ligger, at det vil være noget vi ikke kunne forestille os, noget nyt, noget kreativt.
Folkets reaktion: ” Han er sandelig den profet, som skal komme til verden” – straks forstod Jesus, at de ville gøre ham til konge, så han forlod dem, gik for sig selv. Den konge, de ville gøre ham til, var den konge, som de synes, han skulle være. Ikke den han i sandhed var.
Og det er så den anden pointe var dagens beretning: Jesus gør store og vidunderlige ting – ting vi ikke kan forudsige, noget nyt og kreativt, og vi kan og må ikke sætte ham ind i nogen menneskeskabt kasser og gøre ham til noget, han ikke er. Det er fx blevet meget moderne, at tage Jesus som sin ven. I sig selv ikke noget galt i det, men hvis vi ikke også ser ham som Frelser og Herre og den lidende tjener, der hænger på korset…. Så går det helt galt. Vi gør ham til noget, han ikke er. Vi gør ham mindre.
Den tredje pointe jeg vil hive frem er, at Jesus tager i dagens tekst – og generelt noget småt og gør det stort. Hvis vi giver, får vi igen, for at give igen og så køre cirklen rundt. LÆS fra I Dag er Guds Dag af Wilfred Stinissen s. 185:
"Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der." Jesus tager imod brødet af menneskets hænder. Før var brødet kun brød og ikke andet. Når det kommer i Jesu hænder, får det en ny usynlig egenskab. Brødet skal nu gives videre i det uendelige. Alt, som er gået gennem Jesu hænder, bliver iklædt hans kærlighed, og kærligheden vil altid strømme videre uden grænser eller mål. Jesus tager imod fem små brød af en dreng i folkeskaren. Når han derefter deler ud, har de en helt ny kvalitet. Denne vidunderlige ombytning sker på en enestående måde i eukaristien (nadveren (min tilføjelse)). Kirken, mennesket, frembærer sine små gaver til Gud. Gud tager imod dem, forvandler dem og giver dem tilbage med et uendeligt rigere indhold. (...) Gud har skabt alt, uden ham ville vi ikke have noget at frembære. Altings oprindelse er hos ham. Men det, som vi frembærer, vil Gud ikke beholde for sig selv, han giver det tilbage til os, forvandlet til Livets brød. 
Det, du giver til Gud, alt i dit liv, som du villigt ofrer til ham, får du tilbage i ny skikkelse, for at du skal give det videre til andre. Intet af det, du giver Gud, vil han tage fra dig, han vil bare have mulighed for at give det en ubegrænset kapacitet til at blive til liv og næring for mange. 
 Amen.



Et dybt forhold - prædiken d. 29.10.17
Tekst: Romerbrevet 8,12-27

-->
-->
Når du beder – start med ”Vor Far” siger Jesus. Hvad ligger der egentlig i det? Det fortæller versene fra Paulus en del om.
Det er ikke det typiske sted, når man taler om bøn og fordybe sit forhold med Gud, men det indeholder nogle meget grundlæggende ting om bøn – 5 styks faktisk.
1.     Bøn er oprindelig
2.     Realistisk
3.     Positionel
4.     Mærkes/opleves
5.     Fællesskab

1.
Abba -> far, men det helt lille spædes barns udtale. Det tidligste sprog. Det udtrykker instinkt. Bare børn bliver lidt større begynder der at komme bagtanker. Hoved på skrå og faaar. Der er noget man gerne vil opnå med det man siger. Et helt lille barn handler på instinkter. Når et spædbarn kalder far eller mor så er det fordi det vil have far eller mor og ikke noget andet.
Vi lærer her i teksten, at Ånden giver dette nye instinktive sprog, der udtrykker nærvær og ønsket om mere nærvær. Ånden giver en tørst efter at være sammen med vores himmelske Far. Et naturligt og levende bønsliv (fællesskab) med Gud modsat det mekaniske – bøn når man bliver bedt om det, når det forventes af en.

2.
Mange vil se bøn som et middel – et middel til at opnå et godt liv – et middel til at få ordnet problemerne.
Men Paulus siger noget andet her. Han siger, at hele skabningen vånder, råber i smerte. Alt falder fra hinanden. Rent ud sagt: ”livet stinker” er det Paulus prøver at skrive. Skabelsen er fuld af smerte. Det at være kristen ændre ikke på det. Kristne får ikke et nemmere liv end andre. Og det er heller ikke lovet os noget sted.
Vores liv er skrøbelige. Vi er skrøbelige. Men her kommer det helt fantastiske: Ånden selv går i forbøn for os. Ånden hjælper os GENNEM skrøbeligheden  (falde i synd, sygdom, krig…)- hjælper os ikke af med den.
Ånden får os til at se på vores far -> vokse. Hvis ikke vi ser mod vores himelske Far, så krymper vi i skrøbeligheden.
Bøn er som en rensende ild. Billedet med en fødsel: alt bliver gjort for barnet, men barnets oplevelse er ret traumatisk og slet ikke positiv: fra varme til kulde – smerter mm. Det er et godt billede på det kristne liv.
Smerterne og smerteråbene har et formål. Verden som Gud havde tænkt den er ved at blive født.
Når vi overgiver vores liv i bøn, vil Ånden fører os ud af mørket ind i lyset – stadigvæk smerte, men vi vil vokse i vores skrøbelighed fremfor at den får os til at krympe.

3.
Forstå vores position. Når vi virkelig forstår den, så kommer bønnen også på et dybere niveau.
Jesus var den første der bad ”Abba”. Folk blev voldsomt oprevet over dette.  Hvis du ikke bliver oprevet ved det, så bliver det aldrig forvandlende for dig. Du har ikke forstået din position.
Hvorfor oprevet? Ved at kalde Gud Abba, antog Jesus, at han var Guds arving – og det samme gør vi, når vi beder ”Far”. Arving -> får del i rigdommen uden at skulle arbejde for det/gøre sig fortjent til det.
Jesus – med den måde han levede sit liv på, med den måde han ofrede sit liv på, gjorde han sig fortjent til at kalde Gud ”Far”
Revolutionen er, at alle kristne har ret til at kalde Gud ”Far”.
Hvis du er kristen vil Gud behandle dig som om du er ligesom Jesus var. Gud vil ære dig som om du har gjort alt det, Jesus har gjort. Kristen betyder ikke, at du vil prøve i håbet om, at Gud en dag vil velsigne dig. Det betyder,  du er arving. At du er en del af familien. Kun Jesus har retten, men når vi bliver kristne får vi den samme ret.
Forskellen på religion og evangeliet: Kæmpe for Guds nåde <-> Jesus levede det liv jeg skulle have levet og døde den død jeg skulle have lidt, så når jeg vender mig til Gud -> arving pga Jesus. Altså det handler ikke om at gøre for at blive accepteret, men jeg gør fordi jeg er accepteret.

Forstå din positon er en nøgle for et dybt forhold til Gud.

4.
Ånden overbeviser os (v. 15)
Ånden vidner (v. 16)
Der er tale om flere lag her. Vi skal ikke bare forstå det her intellektuelt, men vi må opleve det i vores hjerter -> dybere forståelse, søge dybere ned.

5.
Fællesskab: VI. Hvem beder du sammen med? Vi er nød til at have nogen vi beder sammen med – ellers udvikler vi os ikke i vores forhold til Gud.

Amen.

Trofast kærlighed – prædiken d. 15.09 2017

Amos virkede omkring 793-739 f. Kr.
Hovedtemaet: Guds universelle retfærdighed. 
På Amos’ tid klarede israelitterne sig ret godt, og de så det som Herrens velsignelse. Og de gik og glædede sig til Herrens dag, hvor der fjender skulle besejres og alt skulle være godt.
Der var bare lige det, at de fulgte ikke Guds pagt. Deres rigdom var på bekostning af fattige – de levede ikke efter Guds lov, så deres lovprisning blev falsk, blev et forsøg på magisk manipulation af Gud.
Amos råber op i et forsøg på at få dem til at se, hvad de har gang i: alt for høje tanker om sig selv. Deres forhold til Gud er blot som en automat, hvor man kunne putte et offer ind og så kom der velsignelse ud.
De tog ikke de etiske normer alvorligt og de behandlede ikke mennesker ret og retfærdigt. Gud prøver at råbe sit fok op gennem Amos, få dem til at se, hvad det faktisk er, de har gang i. Det er den kontekst, vi skal læse de noget barske vers i.
Amos’ nøgletemaer:
-       Herren er universets skaber og derfor er han etiske normer universelle og alle mennesker vil blive stillet til regnskab i forhold til de normer.
-       Ret og retfærdig behandling af andre mennesker er nøglebeviset på et rigtigt og godt forhold til Herren.
-       Religiøse ritualer/tilbedelse/lovprisning er falsk og behager ikke Gud, hvis ikke man har en ret og retfærdig behandling af andre.
-       Pagten mellem Israel og Gud garanterede ikke særlig beskyttelse, når de ikke overholdt deres del af aftalen. Modsat faktisk. De vil blive målt med en højere standard.
-       Herrens dag vil ikke blive lys, befrielse og fryd og gammen, men mere mørk og hård.
Helt kort: Amos gør op mod det hykleri, han ser.

Mika var til dels samtidig – lidt senere dog: 750-687 f. Kr.
Hovedtema: dom og tilgivelse.
Herren, dommeren, der spreder sit folk for dets overtrædelser og synder, er også hyrden, der med pagts-trofasthed samler og beskytter og tilgiver sit folk.
Nøgletemaer:
-       Pagts-troskab består ikke kun af ritualer, men et ordentlig udtryk af de primære former for kærlighed, retfærdighed, nåde og trofasthed.
-       Herren er fokus i lovsangen/tilbedelsen.
-       Nåden flyder fra Guds urokkelige kærlighed. Tilgivelse er grundet i Guds trofasthed til sit løfte.
-       ”Med hvad skal jeg komme frem for Herren?” DET er spørgsmålet for alle mennesker i alle aldre – et vigtigt spørgsmål. Hvad kan vi egentlig give Gud – hvad er det, der er vigtigt for Gud? Os mennesker! Vi kan give ham os selv, men hvordan? Hvordan gør vi det?
Mika: Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig:
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed
og årvågent vandre med din Gud.  

Hvis der ikke er sammenhæng mellem, hvem vi er om søndagen og om mandagen – eller hvis søndagen ikke får indflydelse på mandag-lørdag, så er der noget galt.
Og den anden vej rundt, hvis vores mandag-lørdag leves sådan, at vi ikke prioriterer søndag, så er der også noget galt.

Jesus har givet os til opgave at være verdens lys og jordens salt – ikke som vores indgangsbillet til himlen, men for at andre mennesker kan lære Gud at kende.
Det her handler ikke kun om os og Gud – vores forhold til ham, vores frelse. Det handler om andre mennesker og deres frelse, også.
Det handler om Guds ønske og plan for verden.
Men det som jeg gerne vil, at vi skal se fra dagens tekster i dag er, at tingene hænger sammen. Vores forhold til Gud smitter af på vores forhold til andre. Vi får styrken til trofast at elske andre fordi Gud trofast elsker os, men det går også den anden vej: vores forhold til andre mennesker har betydning for vores forhold til Gud. Hvis vi er ligeglade med andre mennesker – er vi også ligeglade med Gud.

Trofast kærlighed -> Gud elsker os trofast -> vi elsker Gud trofast -> vi elsker andre trofast -> andre mennesker ser glimt af Guds kærlighed, lærer ham at kende.

Spørgsmålet fra cafégudstjenesten: vil byen/nabolaget savne os, hvis vi ikke var her mere?
Lad os ikke være som israelitterne, Amos beskriver, men lad os være jordens salt og verdens lys .
Amen

Med målet for øje – prædiken d. 20.08.17



Det er sommer og har lige været ferietid og mange ligger planer: rejsemål, ting de gerne vil nå, ting de gerne vil opleve i deres ferie. Nogen  begynder allerede lige efter jul at planlægge, mens andre faktisk ikke helt ved, hvor de ender, når d2e starter bilen, men fælles er: man skal afsted, arbejder hen mod det, pakker, gør klar og glæder sig!

Hvor mange har læst Johannes Åbenbaringen? Hvor mange synes den er svær at forholde sig til?
Men vigtig – det er her vores endemål bliver beskrevet: den nye himmel og den nye jord, et sted, hvor synd, lidelse og død ikke findes mere. Det nye Jerusalem – stedet for Jesus og hans brud (som er kirken). Gud vil være sammen med sit folk, uhindret fællesskab med Gud – ligesom i Paradisets have.

Det er vores mål! Det er det, vi arbejder os hen i mod! Hvor mange holder sig det for øje i deres hverdag? Hvor mange glæder sig til at nå frem? Hvor mange arbejder målrettet hen mod det?
Paulus havde det for øje og arbejdede hårdt og målrettet hen i mod den dag.
Paulus sammenligner det med at løbe et løb på stadion. Ikke sådan at forstå, at vi selv kan gøre os fortjent til at vinde – den kamp har Jesus taget, men for at vi skal have samme skarpe fokus. En sportudøver bygger hele dens liv op om, at vinde. Det er målet ”at vinde”, der dikterer kalenderen, kosten, tiden, økonomien – det er det, der styrer ens prioriteringer.
Hvad styrer dine prioriteringer? Hvem sidder for bordenden i dit liv? Arbejde? Venner? Penge? Familie? Træning? Gud?

Ved vores mål skal vi stå foran Jesus, se ham i øjnene og prisen er, at han siger ”Godt løbet”. Vi skal gøre alt hvad vi kan for at lære Gud og Guds vilje bedre at kende. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at søge ham og få et tættere forhold til ham. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at dele det med andre.
Fillipperbrevet 3, 12-14Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.  13 Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude;  14 jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. 

Det er det vi også kalder helliggørelse.

2. Timotheus 4,7-8: Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.  8 Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig - og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst.

Glæder du dig til at stå foran din frelser og Herre?
Er det den dag, der styrer dit liv?

Ligesom sportudøveren havde Paulus et mål: at bringe evangeliet ud så bredt som muligt. Han havde absolut sit endemål for øje. Snart skulle Jesus komme igen og Paulus ville gerne kunne stå med rank ryg foran Jesus og ærligt sige: jeg kæmpede alt jeg kunne.
Paulus var styret af Guds plan for verden og han levede i tillid til, at Gud ville gøre store ting.

Vi kan ikke gøre os fortjent til vores frelse, så det er ikke det, det handler om. Det handler om, at vi løber for Gud og han fortjener, at vi løber alt det bedste, vi kan.
Han har kaldet os til forskellige tjenester, han har givet os forskellige gaver/evner, men formålet er det samme: Komme ud med evangeliet og gøre mennesker til Jesu disciple.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi ofte stopper op og spørger: hvad styrer faktisk vores liv? Har vi vores mål for øje.
Jeg tror også det er rigtig vigtigt, at vi gør det som kirke.
Amen.
 
Vi er sendte – prædiken Pinse 2017

Pinse handler om Helligånden, Helligåndens komme.
Pinsen er det omvendte Babelstårn.
Pinsen handler om Gud, der giver sit folk livets rettesnor/vejledning – hvordan livet skal leves, hvordan hans formål skal føres ud i livet.
Pinse er kirkens fødselsdag.
Pinsen er stor og kompleks og alligevel lige til at gå til – så lad os det J

Som vi læste i begyndelsen af gudstjenesten i Joels Bog var Helligåndens komme forudsagt. Ligesom Messias komme var forudsagt. Helligåndens komme er muligvis lidt misvisende, for det antyder, at Helligånden ikke har været der før – og det har den. Helt fra skabelsen ”Guds Ånd svævede over vandene…” Den blev også udgydt over mennesker før Pinse, men det var mere specifikt: fx profeter /folk med en særlig opgave. I pinsen bliver den tilgængelig for alle, bliver udgydt over alle troende. Og jeg synes, det er nogle herlige og meget sigende billeder, der bliver brugt til at beskrive Helligånden: vind -> kan ikke ses, men mærkes, kan være blid og meget kraftfuld, sætter ting i bevægelse. Ild -> varmt, fortærrende, renser, også kraftfuld.

Pinse er det omvendte Babelstårn – hvad mener jeg med det? Vi husker måske fortællingen om de arrogante mennesker, der ville et bygge et tårn for at nå op til Gud -> behøver ikke Gud, kan fint klare os selv. Det satte Gud en stopper for. Han gav dem alle et forskelligt sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden og dermed blev det pludselig ret svært for dem at arbejde sammen. Så var de alligevel heller ikke større. Disharmoni og splittelse.
På pinsedagen bliver den ”forbandelse” væltet.  Ikke sådan at forstå, at den bliver ophævet – vi taler stadig forskellige sprog, men Helligånden samler og forener og får os til at tale sammen trods det, at vi har forskellige sprog. På selve pinsedagen kom det meget konkret til udtryk i forhold til, at alle fik lov at høre evangeliet forkyndt på deres eget sprog. Med Helligåndens hjælp bliver Jesu legeme bygget på jord på tværs af kultur og sprog. Harmoni og enhed. Projektet er så også guddommeligt denne gang, modsat arrogant og egoistisk.
Man bør nok for en god ordens skyld nævne, at den samlende proces startede før pinsedagen – fx Moseloven, men det er på pinsedagen, at hele jordens befolkning bliver inddraget.
Som en parantetisk bemærkning: smerte hver gang Guds kirke ligger i krig og ender med at dele sig. (reformationen skal muligvis markeres, men bestemt ikke fejres!)

Pinsen handler om Gud, der giver sit folk livets rettesnor/vejledning – hvordan livet skal leves, hvordan hans formål skal føres ud i livet.
Så er der nok nogen, der vil sige: Jamen, det gjorde han da med Moseloven. Og det er ganske korrekt. Moses kom op på Sinaj bjerg og modtog de 10 bud på stentavler. Gud ønsker, at de ikke blot skal være bud skrevet på stentavler, men være levende i os. Jesus kommer op på et bjerg, farer op til himlen, og ned kommer Helligånden med lovens dynamiske energi designet til at blive skrevet ind i vores hjerter. Johannes kalder Helligånden sandhedens ånd – den skal tale sandhed og vejledning ind i vores liv. Ikke sådan at forstå, at den sætter loven ud af spil, men den gør den levende, nærværende og nutidig. Det er Helligånden, der fortæller os om Guds planer og vilje.

Pinsen er kirkens fødselsdag. Det er her den første menighed bliver dannet. Missionsbefalingen var blevet givet af Jesus, men også med ordre på at vente til Helligånden kom. De hverken kunne eller skulle gå i egen kraft.
Helligånden udruster og sender. Også i dag.
Og jeg tror, at det er vigtigt, at vi øver os i at se det i vores hverdag.
En måde, som jeg har taget til mig er at skrive ”dagbog”. Kort om dagen. En samtale man havde på arbejdet, en snak ved busstoppestedet, en hjælpende hånd til naboen, fik læst min Bibel, satte tid af til kaffe med en veninde.

Husk: forekommende nåde: Gud virker allerede, der hvor han sender os hen!
Glædelig pinse! Amen.


Søndag d. 30.04.2017: Fællesskab
-->
Når vi siger “Jesu disciple”, så tænker vi ofte på de 12, men Jesus havde mange flere disciple end det. De 12 er dem, Jesus har udvalgt til at være hans ledelse, base – dem, der skulle læres op på en særlig måde for at kunne føre arbejdet videre.I de 12 har han så valgt tre til at være helt tæt på ham – og det er de tre, han nu tager med op på et bjerg. Her bliver Jesus forvandlet til det han var før han kom til jorden og det han skal vende tilbage til efter opstandelsen. De tre disciple får et visuelt glimt af, hvem Jesus er. Sammen med ham står Elias og Moses -> loven og profeterne, der begge peger frem på Jesus. Klassisk Peter: Hvis du vil det, Herre, så bygger jeg nogle hitter – hvorfor? Det gives der ikke en forklaring på som sådan, men man kan tolke det som: her er så godt at være, lad os bare blive her for altid. Gud taler fra en sky og gentager ordene fra Jesu dåb: dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!

Disciplene bliver grebet af stor frygt -> gudsfrygt. Moses og den brændende tornebusk…

Denne beretning handler om at blive overrasket af Guds kraft, kærlighed og skønhed. Og her stadfæster Gud, at den samme kraft, kærlighed og skønhed er i Jesus – og vi skal lytte efter det i hans stemme, især når han kalder os til at følge ham.



Det er så vigtigt, at vi tager med Jesus op på bjerget engang i mellem. (billedeligt talt)

Jeg tror, vi alle sammen kender til det at holde fri, enten derhjemme, hor tiden er sat af til bare at gøre hyggelige ting, der lader en op eller tage et sted hen. Man slapper helt af, bliver ladet op, og man har en følelse af, at det bare kunne være fedt at være her altid – og lige så snart man har tænkt tanken ved man godt, at det ikke er realistisk – og måske er det også derfor det er så fedt at være der, men man skal vende tilbage til hverdagen igen. For at holde os fysisk sund er det vigtigt at holde fri og slappe af.
På samme måde for at vi kan være åndeligt sunde er vi nød til at søge bjerget, hvor det blot er fællesskabet med Gud. Her bliver vi ladet op, så vi kan være de disciple, som Jesus kalder os til at være. De er her vi opdager nye sider/ting om Gud. Det er her, der er plads til at Gud taler til os om hans drømme, tanker og vilje med os, med kirken – hans planer.
Det er fællesskabet med Gud, der giver os styrken til at være i fællesskabet med hinanden og giver os styrke til også at søge ud af fællesskabet for at række ud til dem, der ikke kender Jesus endnu.
Når vi tænker fællesskab skal vi tænke 3 veje: OP til Gud, INDternt  med hinanden, UD for at række ud til mennesker.
Den tre-retning bør være synlig i vores måde vi hver især lever vores live på, så vi hver uge sætter tid af til alle tre fællesskaber. Det bør være synligt i kirkens liv, så kirkens aktiviteter hver uge har denne 3 deling.

Spørgsmål:

Hvad kan ”op-på-bjerget-oplevelser” være? Og hvordan kan vi skabe plads til det i hverdagen – gode ideer deles/inspirer hinanden.

Hvordan kan vi arbejde med de 3 retning i vores eget liv og i kirkens?
 

Juleaften 2016





Skuespilleren Liam Neeson har skrevet (oversat) ”Alle siger, at kærlighed gør ondt, men det er ikke rigtigt. Afvisning gør ondt. At miste nogen gør ondt. Misundelse gør ondt. Alle blander disse ting sammen med kærlighed, men i virkeligheden er kærlighed det eneste i denne verden, der dækker al den smerte og får en til at føle sig fantastisk igen. Kærlighed er det eneste i denne verden, der ikke gør ondt.”

Det er et citat, jeg stødte på for lang tid siden, men  jeg kom i tanke om det igen, da jeg i løbet af ugen forberedte mig til i dag. Og det talte ret stærkt til mig, for jeg synes faktisk, han har ret i sin udtalelse. Der er mange ting i denne verden, der gør ondt – og jeg tror faktisk også han har ret i, at vi nogen gange blander ting ind i kærligheden, som ikke høre hjemme der: tab, afvisning… det gør muligvis ondt fordi vi elsker, men det er ikke kærligheden selv, der gør ondt.

Men mange ting gør ondt. Verden, menneskeheden, hele skabelsen er i smerte – ikke at det er noget nyt, men det gør det selvfølgelig ikke bedre. Men det er ind i den smerte, og det kaos, at Jesus bliver født. Det er faktisk derfor – pga. smerten og kaoset, at Gud lader sin søn føde.

Og med Jesus bliver Guds kærlighed kød og blod. Med Jesus kommer Guds kærlighed og fred til jord. Den rene, betingelsesløse kærlighed. Den kærlighed, der er stærkere end noget andet i denne verden. Den kærlighed, der helbreder og heler.
Liam Neeson siger, at kærligheden dækker (covers up) al smerte og får en til at føle sig fantastisk igen. – Nu skrev han jo så ikke dette citat hverken om julen eller Gud, men faktisk i forbindelse med at have mistet sin kone, men jeg vil alligevel vil jeg gerne oversætte det til at beskrive noget om Gud og hans kærlighed: Når vi lever i Guds kærlighed og omsluttet af hans nåde, så er vi der, hvor vi kan føle os fantastiske. Det betyder ikke, at vi ikke skal opleve smerte eller bare altid føle os fantastiske, men grundrelationen i vores liv er i orden og vi kan hvile i, at vi har værdi, at vi er fantastiske alene fordi Gud har skabt os og fordi han elsker os.
Guds kærlighed forvandler mennesker og menneskers liv.
Det er den gave, vi fejrer her i julen, at Gud gav sin egen søn til verden og lod ham ofre for verden – gav ham til dig og mig og lod ham ofre for dig og mig, så vores liv, så verden liv kunne blive forvandlet og frelst.

Som afslutning på min andagt, skal vi hører en sang, der hedder ”Mary, did you know” /Maria, vidste du? Sunget af acapellagruppen Pentatonix.
En sang som får fortalt rigtig fint, hvem den lille baby dreng vi fejrer er, og med udblik til hans liv – hvad han kommer til at gøre.
 
Advents håb – prædiken d. 18.12.16

”Hvad venter du på? Hop dog ud i det! Kom nu!”
Er du blevet mødt med det?
Det er jeg en del gange – måske er jeg blevet lidt modigere nu, men da jeg var barn var jeg ret så forsigtig og jeg kastede mig ikke bare ud i ting, om det så var at prøve den store rutsjebane, springe ud fra 1 meter vippen, lave et hovedspring, sætte i galop… I får ideen. Jeg havde brug for en tydelig instruktion, en plan for præcis, hvordan jeg skulle gøre det – og rigtig gerne også en illustration og alligevel lige brug for god tid til at samle mod.
Kender I det?
Livet stiller nogen gange nogen forhindringer op, der kan virke uoverkommelige, uretfærdige, har potentiale til at ydmyge en – og man står der foran det/midt i det og tænker: hvordan skal jeg dog komme igennem dette? Hvad er planen? Er der en plan? Hvis ja  er jeg en del af den? Og med alt det dårlige, onde og forfærdelige, der sker i verden – er der så egentlig en plan for noget som helst? Guds retfærdighed kan virke langt væk.

GUD HAR EN PLAN!

Advent er vores erkendelse af, at Gud har en plan, der ligger langt før, vi blev dannet.
Jeg har 3 punkter jeg gerne vil dele med jer denne 4. søndag i advent:

Gud har en plan for verden.
I advent fejrer vi, at Jesus kom til jorden, men vi ser også frem mod Jesu genkomst, hvor Guds retfærdighed vil ske fuldt og helt.
Verden – også som vi ser den i dag er ikke en plan B, som Gud har fundet på hen af vejen.  Og Gud vidste fra begyndelsen, at verden ville være i smerte – det er altså ikke et tegn på, at Gud ikke er i kontrol. Og da han dannede os mennesker vidste han, at han ville komme til at betale den ultimative pris for vores skyld, for vores frelse. Guds plan for verden er fantastisk – en plan der indbefatter redning, frelse og genopbyggelse.
Og Guds plan er i gang – måske ser det ikke sådan ud for os, men tænk på Noa, der måtte bygge sin båd uden først at have set regnen eller i mange mange år, hvor jøderne gik og ventede på Messias uden at vide, hvornår han kom.
Guds plan bliver der også arbejdet på lige nu – og han vil gerne at vi arbejder med.

Gud har også en plan for sin kirke.
Ligesom verden er kirken også i smerte. Men kirken vil leve videre for Gud har en plan for kirken.
Vi må ikke blive mismodige over det vi ser. Det vi ser nu er det vi har, men vi er kaldet til at se frem ad – håbe på det vi endnu ikke kan se.
Journalister rapporterer om, hvad de ser nu og her. Vi er sat til at rapportere om det vi endnu ikke kan se.
Guds GPS vil guide os derhen. Vil guide os til evigheden, hvor Guds retfærdighed regerer 100%
GPS’er og deres ruteplanlægning – man tænker man ved bedre selv, tager en anden rute -> GPS’en prøver at få en tilbage på dens rute hurtigst muligt.
Sådan gør Guds GPS også. Lige meget hvor mange veje kirken prøver af vil Gud få den tilbage på vejen med korset.

Gud har altså en plan for verden og for kirken, og han vil bruge kirken til at opfylde sin plan for verden.

Gud har også en plan for os. Gud har en plan for dig og for mig.
Esajas 43,1-4b
Men nu siger Herren,
      han som skabte dig, Jakob, han som dannede dig, Israel:
      Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,
      jeg kalder dig ved navn, du er min.
       v2  Går du gennem vand, er jeg med dig,
      gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;
      går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,
      flammen brænder dig ikke.
       v3  For jeg er Herren din Gud,
      Israels Hellige er din frelser.
      Jeg giver Egypten som løsepenge for dig,
      Nubien og Seba som betaling,
       v4  for du er dyrebar i mine øjne,
      højt agtet, og jeg elsker dig.

Vi har altid forestillinger om, hvad der skal ske som næste skridt i Guds plan, og vi synes selv vi har den bedst eplan, men ofte har Gud noget andet i tankerne.

Ofte kan vi ikke se igennem tingene/overskue tingene, men her er tilliden til Gud vigtig: intet kan stoppe Guds plan for os. Ingen anden plan kan forhindrer Guds plan. Måske tager GPS’en os en helt anden vej end den vi havde tænkt var smart, og måske kan vi hverken se logikken eller meningen med den vej vi er på, men vi skal have tillid til, at Gud altid leder os tilbage på sin vej og vi må stole på hans GPS. OG så skal vi holde fast i, at Gud kender os, har kaldt os, har udvalgt os og vil udfører sit formål med os.

Gud sendte sin søn ned mit i al vores rod fordi han elsker os – fordi han har en plan for os.

Så når vi står midt i fortvivlsen over denne verdens tilstand (som der jo er rig anledning til til tider eller når kirken står i et vadested, hvor vi har svært ved at se løsninger eller vi selv står et sted i livet som virker som en kæmpe forhindring og vi føler ikke vi har hverken planen eller modet til at komme igennem det, så husk, at det har Gud, og han vil lede os på en vej, hvor hans retfærdighed regerer og endemålet er evigheden. Men husk: kirken er en del af Guds plan for verden og du er en del af Guds plan for kirken. Amen.



-->
Adventstanker – d. 4.12.16



Jeg ved ikke, hvor mange af jer, der har hund eller kender lidt til hunde, men de fleste hunde vil fokusere på din hånd/finger, hvis du prøver at pege på noget, vise hen til noget som faktisk vil være meget mere interessant for den end lige din hånd.

Vi har rigtig mange dejlige og hyggelige advents- og juletraditioner. De kan variere en del fra familie til familie, men der er nogle ting, der går igen hos langt de fleste: adventskransen, juletræet, konfekt, gaver, julefrokost…

Og alle disse forskellige traditioner er blevet lavet for at gøre julen til noget særligt, gøre fejringen af Jesu fødsel til noget særligt. De peger alle sammen hen til fejringen af Jesu fødsel. De er med til at gøre festen særlig.

Vi skal passe på ikke at gøre den samme fejl som hunden – at blive mere optaget af hånden frem for at finde ud af, hvad det er, der egentlig bliver peget på.

Vi skal nyde alle vores dejlige juletraditioner, men vi må ikke stoppe der. Vi skal se videre, derhen, hvor de peger hen til.
Vi skal være ligesom hyrderne på marken. Jeg er sikker på, at de nød den flotte sang fra englene, men de stoppede ikke der og tænkte ”det var da en dejlig koncert, vi lige fik der, nå, men hvor kom vi fra… nå jo: sengetid” De gik på englenes ord hen til det sted, de havde fået beskrevet. Da de ser krybben stopper de heller ikke der. De går helt hen og ser, hvad der er i krybben. Et lille nyfødt barn. Nu er der altid noget særligt ved nyfødte små børn, men med Jesus var det noget andet, noget mere end den sædvanlige ”nåååååå”.
Da hyrderne så ham var reaktionen at tilbede Gud. De var blevet rørt helt dybt ind i hjertet, og vidste, at det store, som gud havde lovet dem, nemlig at sende en frelser, det var sket nu.
Det er det, der sker, når man møder Jesus: man bliver rørt dybt inde i sit hjerte, ens liv bliver forvandlet.
Bibelen er fuld af beretninger om, hvordan Jesus forvandler menneskers liv, og det gør han stadigvæk den dag i dag.
Han forvandler menneskers liv ved at møde os med Guds kærlighed, lade os vide, at Gud ønsker fællesskab med os – og det var derfor han lod sin søn føde på jorden, for at skabe muligheden for, at vi kunne have fællesskab med Gud.
Vi lever i en verden, skabt af Gud og skabt til fællesskab med Gud, men vi har valgt at vende Gud ryggen. Det præger ikke bare os mennesker, men hele Guds skaberværk.  I julen bliver Guds kærlighed født i kød og blod som menneske, og det begynder at forvandle enkelte menneskers liv, men det spreder sig som ringe i vandet.
Guds kærlighed er det største og stærkeste! Den overvandt dødens og syndens magt, så vi kunne blive sat fri af vores dårlige valg: at vende Gud ryggen, men få en chance mere for at leve i fællesskab med ham, et liv fyldt af hans kærlighed og nåde.
Hvis vi stiller os ved julekrybben og siger ja tak til Guds store gave, siger ja tak til et liv i fællesskab med ham, ja til at Jesus er vores frelser, så vil der ske en forvandling i vores liv. Det betyder ikke alle problemer vil blive løst, men vores grundlæggende fundament vil være det rigtige. Vi vil bygge vores liv på dette rette fundament og det vil få indflydelse på hele vores liv. Og vi vil aldrig være alene om tingene, hverken de gode eller de svære. Altid vil Jesus gå sammen med os.  Amen.
 
-->
Længslen efter Jesu komme og genkomst – prædiken d. 20.11.16

Måske du sidder og overvejer, om jeg måske ikke er kommet til at læse den forkerte tekst – det er da i hvert fald ikke påske, vi skal til at fejre…
Men men… det er helt bevidst, at det er denne tekst, der skal lede os ind i adventstiden.
Adventstiden er en forberedelsestid, en forventningstid –og en tid, hvor vi med længsel ser frem mod at fejre Jesu komme og hans genkomst.
I adventstiden forbereder vi os på at fejre Jesu komme til jorden, at Gud selv blev menneske, Jesu fødselsdag– både konkret med bagværk, julepynt, køb af gaver og hvad der ellers også høre sig til, men også i vores sind og tanker: hvad betyder det for mig, at Gud selv blev menneske? Hvad betyder det for menneskeheden og resten af skaberværket?
Adventstiden er også fuld af forventninger: konkret forventninger om en hyggelig jul, gaver, tid til hinanden… men også en forventning om noget nyt – at julens budskab på ny vil skabe noget nyt – ligesom den første jul. Noget nyt især for dem omkring ham: Josef og Maria, hyrderne og de tre visemænd, men også kong Herodes. Allerede som lille nyfødt baby måtte folk reagere på ham -> tilbedelse eller ønske om udrydelse – det fulgte ham så hele livet. Skabe noget nyt i mig, når jeg endnu engang bliver mødt af den kæmpe kærlighedsbølge, enkelhed og ydmyghed og rige velsignelse som julen og dens budskab indeholder.
Nyt i kirkerne, når de endnu engang skal forkynde dette budskab og leve det ud, at det på ny må brænde i fællesskabet: at Gud blev menneske! GUD BLEV MENNESKE FOR DIN OG MIN SKYLD! Og kirken nu er Kristi legeme på jord. At kirker på ny med den nye begyndelse det nye år giver os, vil rejse sig og tage det ansvar seriøst.
Og så er det i adventstiden at vi vender vores blik fremad og med længsel ser frem mod Jesu genkomst – ser frem mod den dag, hvor Jesus i al sin pragt skal komme igen. Det er også her teksten som flest nok forbinder med Palmesøndag kommer ind i billedet.
Jesu komme til Jerusalem som folkets konge. Tegnet på, at de tog imod ham som konge var kapperne og palmegrenene. Men der var  ingen prompt og pragt over det. Han kom som tjener, i ydmyghed, men med autoritet. Mennesker reagerede på Jesus. Man kunne ikke/kan stadig ikke den dag i dag møde ham og så ikke tage stilling.
Han havde brugt 3 år i tjeneste for Guds folk: forkynde Gud og Guds kærlighed, Guds frelsesplan til mennesker, helbrede, undervise, bede, opgør med det forkerte, umoralske, uetiske, det syndige. Nu var tiden kommet til det endelige og store i hans tid her på jorden: korset. Det er med blikket rettet mod korset, at Jesus rejser ind i Jerusalem.
Det står på en eller anden måde i stor kontrast til det, som vi ser frem mod. Når Jesus kommer igen er det ikke ydmygt ridende på et æsel. Så er det med prompt og pragt på skyer af ild. INGEN vil være i tvivl om, hvem der kommer. Selv dem, der ikke tror i deres hjerter vil vide det med fortanden – at der kommer Kristus, den opstandne Herre. Denne gang kommer Jesus ikke med blikket rettet mod korset, men som sejrsherre. Sejren er vundet!
Og med ham den nye himmel og den nye jord, hvor alt vil være som Gud havde tænkt det fra start med skabelsen. Livet præget af synd, smerte og modgang vil være væk.
Vi lever i en spænding af nu og endnu ikke. Vi kan se glemt af Guds rige, vi kan mærke Jesu kærlighed og magt – men vi ser kun glimtvis. Men vi ser frem til at Jesus kommer igen og færdiggør frelsesplanen. Sætter det sidste punktum
-->

Gud kalder – hører vi? Prædiken d. 6. nov 2016



Dagens tekst er i begyndelsen af bjergprædikenen. Bjergprædikenen var målrettet Jesu disciple. Der sad højest sandsynligt en masse andre, men det er undervisning af hans disciple eller elver. Det er altså i de rammer, vi skal sætte for dagens tekst og forstå det vi læser.

Gud har kaldt sit folk til at være lys og salt. I første omgang er det altså den udfordring Gud har givet sit folk. Vi tager det til os som kristne nu og det er heller ikke forkert – nu gælder det os alle, men oprindeligt var det Guds kald og udfordring til sit folk (Esajas), og Jesus marker den overfor sine samtidige.

Jordens salt! - Det var saltets hovedopgave på denne tid: sørge for, at kødet ikke blev dårligt.Men Israels folk var ikke jordens salt. De opførte sig som alle andre: magt politik, militante revolutioner og hvad der ellers hørte sig til. Men hvordan skulle Gud så forhindrer, at jorden blev dårlig, når hans udvalgte salt havde mistet sin særegne smag?

På samme måde: Gud kaldte Israel til at være verdens lys. Det folk Gud påtænkte at lade sit lys skinne igennem til verdens mørke hjørner – ikke bare for at udkonkurrerer ondskab, men også for at mennesker, der vandrede omkring i mørket kunne finde vej. Men hvad nu, hvis de mennesker, der skulle bære Guds lys, lade det skinne igennem dem/ deres liv, selv var blevet mørke/ selv vandrede rundt i mørket?

Det er Jesu advarsel og hans udfordring i dagens tekst.

Jerusalem, byen på bjerget, skulle være et fyrtårn af håb til verden. Jesu efterfølgere skulle – og skal – være sådan: deres dybe og hjertelige overholdelse af Guds lov, skulle og skal være tegnet til nationer omkring, at den eneste Gud, Skaberen, Israels Gud, var i sandhed Gud og de skal tilbede ham, alene ham.


Forudsætningen for at kunne være lys og salt er altså, at vi følger Guds lov/ holder os til og lever efter hans ord, og lever i hans nærhed. (Og det er jo så det Jesus uddyber i resten af bjergprædikenen).

Der er jo så lige den krølle, at Jesus i Johannesevangeliet siger: Jeg er verdens lys – og her i Matthæus får vi at vide ”I er verdens lys”.
Som jeg nævnte før, så ligger Jesus det op – både som en advarsel og som en udfordring.
-       En udfordring vi ikke kan leve op til 100% fordi vi er angrebet af synden. Derfor sender Gud også sin Søn, der ikke er fanget i synden, men er uden synd. Jesus siger også i Bjergprædikenen: Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men opfylde loven. Han er det eneste menneske, der nogen sinde har opfyldt loven 100% og derfor også den eneste, der kan være 100% verdens lys. Men han gik korsets vej for at sætte os frie, fri fra synden og dødens magt. Ved Jesu død og opstandelsen fik vi fri adgang til Gud og frihed fra syndens og dødens magt. Vi er altså frie til at kunne være verdens lys. Frie til at være tæt på Gud, så hans lys kan skinne gennem os.
-       Advarsel: hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet ens at smides ud og trampes ned af mennesker. Det er en konsekvens beskrivelse. Hvor får saltet sin kraft fra? Gud! Hvis vi afskærer os forbindelsen til ham, så mister vi vores kraft og så er vi ikke noget værd. Gud har givet os den opgave at være med til at bevare jorden – og vi har brug for at gå i hans kraft og være i hans nærhed, hvis det skal lykkedes.

Og her kommer menigheden, det kristne fællesskab, ind som en vigtig faktor for os. Vi er kaldet til at være verdens lys og jordens salt som et fællesskab, og vi har brug for hinanden for at forsøge at tage udfordringen op:
-       hente inspiration fra hinanden – og dem, der er gået i forvejen og har været og vha. deres minde stadig er lys, der skinner i mørket.
-       Opbyggende fællesskab: sammen priser Gud og hører hans ord
-       Nadveren: styrker os.

Til at slutte af på, har jeg en sjov lille fortælling: Jeg var på en af de her GLS lederkonferencer. OG det er lang tid siden, så jeg kan ikke huske foredragholderens navn, men hun taler om sit arbejde med traficking, som jo må siges, at være et af de ret mørke steder i verden, og hvordan hun prøvede at skabe lys der, hvor grænseoverskridende det kunne være. Men hun fortæller om engang hendes lille pige fik en lommelygte. Hun blev helt vildt glad for den, skyndte sig ind i et skab og sad derinde i lang tid. Hendes mor kommer hen og spørger, hvad hun laver: ”Jeg er jo nød til at være i mørket, hvis jeg skal kunne lyse med min lygte” kom svaret.

Overfør lige den lille søde historie til vores udfordring om at være verdens lys. Tør vi være der hvor der er mørkt? Der hvor der er brug for, at verdens lys lyser?

Amen.

 

Liv og lovsang – prædiken d. 30.10.16



Kærlighed er ikke en følelse, kærlighed er en beslutning. Forelskelse er en følelse – følelser kommer og går. Vores forhold til Gud skulle gerne bygge på mere og andet end følelse ellers bliver det meget flyvsk og ikke særlig dybt og gennemgående. Følelser er gode til at få os til at fokusere og få os til at bruge en masse energi på det vi nu føler, men kun så længe, at vi føler det. Derefter ebber det ud. Eksempel: vrede + forelskelse.

Vi ønsker noget dybere og mere langvarigt i vores forhold til Gud: kærlighed og en beslutning om at følge ham og leve efter hans vilje.

En beslutning om at indgå i Guds pagt med sit folk. For at nå fra ”forelskelsesstadiet” – wow Gud er fantastisk og han elsker mig til det langvarige kærlighedsforhold i medgang og modgang, så er vi nød til at lære Gud at kende mere og mere og ikke blot søge en oplevelse med ham her og der.

Guds ord er nøglen.

Salme 119: hvorfor vi bør værdsætte Guds ord og hvordan vi bør vise, at vi værdsætter det.

Vi bør værdsætte Guds ord for:

-       hvad det er: Det er Gud selv, der taler. Det er Guds lov for vores liv. Det er Guds vidnesbyrd om ham selv. Det er Gud, der giver os vejledning for vores vej her i livet.

-       For hvad det gør. Det bringer glæde: Nøglen til glæde og lykke er at leve i Guds ord og lade ordet leve i os. Det renser: Guds ord er agenten som Guds Ånd bruger til at genoplive hjerterne på os, der er frelste – viser os hvad der behager Gud og hvad der ikke gør, kalder os væk fra synd. Det bringer os frihed. Det lover synden at gøre, men det eneste synd skaber er fangeskab. Det giver retning: vi lever i en mørk og kompleks verden, der tilbyder mange forskellige veje. Guds ord giver den retning, vi behøver. Det er som et lys der skinner i et mørkt sted. Det skaber forståelse: Udover at give lys på vejen, oplyser Guds ord os, så vi kan skelne, hvad vi bør gøre.

Vi bør vise, at vi værdsætter det ved at:
-       Studere det. Gud har givet os sit ord for at vise os hen til ham, så vi skal søge ham gennem hans ord og gøre det helhjertet.
-       Adlyde det.erte -> hvad vi gemmer i hjertet er noget, vi værdsætter og noget, der har indflydelse på vores liv. ”The best book, in the best place, for the best purpose”
-       Forkynde det: Studere det -> brænde i os -> kan ikke lade være med at give det videre.
-       Glæde os over det. Når vi reflekterer over, hvad Guds ord er og hvad det gør, vil det fylde os med glæde.

Hvis vi lever i Guds ord og lader Guds ord leve i os, så lever vi vores liv som en lovsang til Gud. Så ære vi Gud med vores liv.
-->
Så lad os tage salme 119’s opfordring op: værdsæt Guds ord og ikke bare i ord, men i handling – og begyndelsen er at åbne Bibelen og læse. Det behøver ikke være en masse på en gang. Begynd med et enkelt vers, og der findes mange fine hjælpemidler. Ens Gudsforhold bliver niveauer dybere. Amen.
 
Skyggemissioner – historien om Ester d. 16.10.16



Vi er alle skabt til en mission, skabt med et formål. Hvis vi ikke går med/omfavner  vores egentlig mission, vil vores skyggemission banke på døren og vi vil gå den vej. Skyggemissioner: tankemønstre og handlingerne, der er basseret på fristelse og vores egen selviskhed, der leder os til at forråde vores dybeste værdier. Alle har en skyggemission, og det kan ske for enhver at gå på dens vej fremfor ens mission. Det kan ske for enkelt personer og for hele menigheder. Og Bibelen er fuld af historier, der fortæller, at døden kan blive den bitre ende af en skyggemission og livet sejrsprisen for at bekæmpe skyggemissionen.

Vi har altid et VALG mellem mission og skyggemission.

Dronning Vashti  siger nej til at komme -> truer kongens skyggemission, får ham til at se svag ud.

Hans rådgivere kender kongens skyggemission, men vil ikke kritisere den eller udfordrer den. De støtter den.



Engagement eller enighed? Du kan ikke få begge dele.



Hvis skyggemissionen får overtaget, udfordrer man ikke andres skyggemissioner, så længe de bare støtter ens egen. Man er ligeglad med alt andet end ens skyggemission. -> Haman: hans plan er vanvittig, men det kongen har fokus på er den store sum penge han får.

Ester prøver at tale sig fra at skulle gå til kongen -> skyggemissionen : er her jo bare for at være den smukke kransekagefigur. Det var hendes mission ifølge kongen i hvert fald, og ganske nemt for Ester at bilde sig selv ind, at det bare var det hun skulle fremfor at sætte livet på spil. Desuden konge har ikke tilkaldt mig i 30 dage (mod loven at opsøge kongen selv)
Mordokaj giver ikke op! Han støtter ikke hendes skyggemission. Han taler sandheden til hende. Ganske lige på uden nogen svage vendinger: Du er en del af Guds plan om at genløse verden. Du er bragt hertil i dit liv, ikke for din egen skyld, men for at være med i Guds plan om at frelse verden! For at kæmpe for retfærdighed. Tro ikke, at du som den eneste jøde vil blive sparret. Du har fået det, du har, af en grund!  

Den position, der ude fra så ud til at handle om status og rigdom, handlede faktisk om noget helt andet: ydmyghed og tjenersind i ekstrem grad, faktisk.

Det fristende ved skyggemissionen er, at den ligger tæt på vores gaver. Den er ikke langt ude. Den er bare nogle få grader off – og så er der ikke noget Jesus i den! Der er kun mig selv i den.
Skyggemissioner har enorm destruktiv effekt. Den mission vi hengiver os til, vil forme os. Vores uplanlagte og ufrivillige tanker og ønsker vil springe ud fra det. Gode missioner -> gode tanker. Dårlige missioner -> dårlige tanker. Skyggemissioner vil mindst ødelægge et liv, nemlig den, der lever for den.
Når vi er på en skyggemission er vi aldrig tilfredse. Det er en af de røde lamper, der lyser, når vi er på gal vej. Skyggemissioner kan ikke tilfredsstille os, vi vil altid være på jagt efter mere. Se på Haman i fortællingen. Eller kongen for den sags skyld.

Hvad er din skygge-mission? Hvor er det din syndige natur driver hen af sig selv?
Alle har en skygge mission: Kongen: se hvor stor og mægtig og rig jeg er. Haman: mere. Kong Salomo: fornøjelse. Jonas: flugt.

Hvad er din menigheds skyggemission? (Succesfull church for successfull people)

Hvem er Mordokaj i dit liv? Hvem elsker dig nok til at udfordrer dig, når du er villig til at lade nøje med din skyggemission. Hvem er ikke bange for at fortælle dig det, du egentlig ikke kan lide at høre. Hvem er engageret i dit liv frem for blot være enig?
Snak med din Mordokaj. Få sat ord på din skyggemission. Selvom du ikke har erkendt den endnu, så kender alle dem der er tætte på dig eller arbejder tæt omkring dig den. Og før vi ser den i øjnene, så kan vi ikke kæmpe mod den.

Jesu skyggemission: leder uden lidelse. Messias uden korset.
Fristelsen i ørkenen. Peter, der siger, at det da ikke kan passe, han skal lide døden. Da han hænger på korset ”andre kan han frelse, men sig selv?”

Bønnen i Getsemane: ”Ikke min vilje, men din, blive gjort” – det Jesus byggede sit liv op om.

GUD STÅR BAG! Esters bog viser det så fint. Gud nævnes ikke en eneste gang, men alt det der sker er ikke tilfældigheder!

Det, du har fået af gaver, har du fået af en grund, og du er sat der hvor du er af en grund. Du har et valg: Guds mission eller skyggemissionen. Amen.  


"At bryde sammenligningens onde cirkel" d. 02.10.16

-->
Der kom en ung mand hen til Jesus og spurgte, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesus svarede: hold buddene, Moses gav. Og han begynder at nævne dem, fra de 10 bud, og den unge mand bliver ganske begejstret, for det gør han allerede, men så tilføjer Jesus: hvis du vil nå næste niveau, hvis du vil endnu dybere, så  sælg alt, hvad du har. Den unge mands begejstring fald hurtigt, for han var rigtig rig. Den unge mand går slukøret væk. Disciplen Peter griber straks ordet og siger: hvad med os, Jesus. Vi er ikke ligesom den unge mand. Vi har forladt alt og fulgt dig. Peter bliver pludselig usikker på sin position fordi han ser til højre og til venstre og sammenligner sig med andre.

I dag er vores mobiltelefoner blevet det spejl, der fortæller os, hvor meget vi er værd sammenlignet / i forhold til andre. I stedet for ”lille spejl på væggen der…” fra snehvide, så er det blevet: lille spejl på facebook fortæl mig, hvordan mit liv bør se ud eller lille spejl på instegram fortæl mig, hvem jeg egentlig er.

Prøv at tænke over, hvem du sammenligner dig med?

C.S. Lewis har sagt: Kristne kan være så uvidende til, hvad djævlen gør ved at få os til at sammenligne os selv med hinanden, at det er i helvede, at de skåler og siger: vi narrede de kristne igen.

Når vi sammenligner os med andre, virker Gud uretfærdig.  Sammenligningen dræber os, vores kald. Det er roden til følelsen af nederlag og mismod og dræber glædet ved ens arbejde/tjeneste. I sammenligningen glemmer vi os selv.

Jesus taler ind i dette, dette mørke rum i vores hjerter, der hedder sammenligning.

Hvad der egentlig var en gave, nemlig et job, så de kunne forsørge deres familier, blev til en påstået ret og forventning. De sammenlignede sig med de andre. Når vi sammenligner os med hinanden, virker Gud altid uretfærdig.

Nåden er skandaløs. Man kan sagtens sætte sig i de arbejdere, der har arbejdet hele dagen, situation – med vores menneskelige øjne virker det ikke retfærdigt, men nåden er ikke menneskelig. Den er guddommelig.
Når vi sammenligner, glemmer vi den store gratis gave, vi har fået, nemlig frelsen.

Illustration: 3 personer.
Mellemrummet mellem den midterste og den første: det rum vi ofte finder os selv i. Den første person = den person vi stræber efter at være. Den midterste person: hvor vi er.  Det er i dette mellemrum at sammenligningen lever.
Eksempel: tid, talent…
Alt vil bare være ok, hvis bare…

Et andet mellem rum mellem den midterste og den bagerste. Fremfor at se frem og sammenligne, så se tilbage og se på nåden – hvor langt Gud har bragt mig, hvor mange kampe Gud og jeg har vundet sammen.

Vi vinder kampen mod sammenligningen ved at se tilbage på nåden, og derved huske, hvem vi er. Nåden vil bringe os hjem.
Arbejderne glemte den gave, de havde fået: arbejde -> forsørge deres familier. Fremfor at værdsætte det, gik det hele op i sammenligning.
Når vi ser tilbage på nåden vil det sætte sit præg på vores liv bede for de personer, vi  sammenligner os med/er misundelige på – nåden er stor nok til alle.

Nåden siger nej til sammenligning.
Når vi ser tilbage på nåden, ser vi  hvad Jesus har gjort for os: beder for os, forfremmet os til at være i hans tjeneste og være hans arvinger, gjort en plads klar til os i himlen hos sin far og han har præsenteret os for Faderen.

Så lad os tage kampen mod sammenligningen op, og i stedet for at se frem mod det sted vi gerne ville være, og lade sammenligningen få magten og derved blive fyldt af mismod og følelsen af utilstrækkelighed, så lad os se tilbage på nåden og derved huske, hvad Gud har gjort for os, og blive fyldt af lovsang og taknemmelighed til Gud – og det vil sprede sig til hele vores liv. Amen!


Saras latter – d. 04.09.16



Sara følger med Abraham, da han bryder op under Guds løfte om et nyt og anderledes land. De rejser sammen fra alt, hvad der er velkendt og trygt.

Bibelen beskriver mest, hvad der skete – meget konkret. Den beskriver ikke så mange følelser, hvad der mon foregik inde i de mennesker, som historien handler om.

Sara er høvdingens kone og dermed en kvinde med magt. Dog er hun underordnet sin mand. Han beskytter hende, men han råder også over hende. At hun skulle tage sine egne beslutninger er ret utænkelig. På den måde spændes hendes liv ud mellem magt og magtesløshed.

Hun er en kvinde, der bærer en stor sorg, nemlig barnløshed. Hun har ikke fået det barn, som hun så stærkt har ønsket sig, og det eneste, som gav en kvinde værdighed på denne tid.

Sammen med sin mand forlader hun fortiden, men det føles ikke som om, at der er en fremtid. Byrden af løftes indfrielse lægges på hende: et helt folk, lovede Gud, større end antallet af stjerner på nattehimlen, skal blive til i det nye land. Men hvor er det første tegn, et barn fra Abrahams sæd og Saras skød? Det føles lige så langt væk som stjernerne.

Abraham er trofast mod Sara. Han forlader hende ikke. Men hans trofasthed er mest af alt nok en trofasthed mod Gud. Gud kan ikke lyve – uanset om vi ser hans løfter gå i opfyldelse eller ej. Abraham sætter sit liv og anseelse i pant hos Gud. Han har fuld tillid til Gud og hans løfter.

Men hvor står Sara? Uden tvivl bærer hun en stor smerte, en smerte som hun har lært at leve med, forsøgt at kapsle ind. Og hun er blevet så gammel nu, at hun har opgivet håbet om at føde et barn.

Så hun tager sagen i egen hånd, som ligger så nemt for os. Det er forholdsvis nemt at stole på Gud og hans løfter, hvis han indfrier løfterne på en måde, vi kan forholde os til eller som vi ser mulige – men hvis det ikke sker, så begynder vi at tage sagen i egen hånd – og det gør Sara. Hun beder ham gå ind til sin slavekvinde, Hagar, og på den måde få en arving. Det gør på ingen måde Saras liv lettere, for nu stiger Hagar i graderne og har givet Abraham noget, som Sara ikke kunne.

Så en dag kommer der et uventet besøg. Engle? Treenigheden? De tre mænd kommer i hvert fald med beskeden, at næste år, har Sara og Abraham en søn. Sara er på dette tidspunkt langt forbi overgangsalderen, så det ser hun ikke umiddelbart som sandsynligt. Men Gud gør det umulige muligt!

Samtidig river Gud op i den smerte, som Sara har lært at leve med.
Saras reaktion: latteren. Sara lo. Men hvad ligger gemt i den reaktion? Hvad ligger der i Saras latter?
Måske aggression, forpinthed, hidsighed, vrede – mod Gud. Hvad var det for en tid at komme på?
Måske også glæde, lettelse, taknemmelighed, forløsning.
Isaak bliver drengens navn, som betyder ”den leende”/ ”den som ler”.
Med Isak kommer glæden grundlæggende tilbage til Sara, men det tager nok lidt tid at vænne sig til den nye situation. 
Noget af det vigtigste er at kunne vise tillid, at kunne være åbne som børn. Men som voksen kan man kun genoptræne sit barneforhold efter at have mistet sin uskyld.
Hvad får du med fra fortællingen om Abraham og Sara?
Hvad bliver du mindet om i dit Guds-forhold?

Jeg kommer til at tænke på:
-       livsomstændigheder kan komme til at fylde for meget -> tilliden til Gud bliver mindre, vigtigheden af Gud bliver mindre.
-       det vigtigste er, hvad Jesus gjorde for mig - at jeg er Guds
-       det jeg skal have fokus på er at gå hans vej og have tillid til ham
-       Gud sørger for mig selvom hjælpen kan komme meget sent (set i mit perspektiv) – og måske klare jeg kun lige at tage i mod den
-       Jeg skal stoppe med at fixe ting selv. Guds løsninger er de holdbare, ikke mine.
 



”Hej, har du mødt…?” prædiken d. 21.08.16


”Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple…” Det er nogle af de sidste ord Jesus siger, inden han tager tilbage til himlen. Vi er kaldet til at forandre verden. Det er noget af et kald!
Og så sidder du måske og tænker, hvad kan jeg egentlig bidrage med? – det er i hvert fald det spørgsmål, der popper op i mit hoved. Hvad kan jeg, som kan bruges? (det kan være svært nok at holde styr på sit eget liv: ting som: hvor gjorde jeg nu af nøglerne, ej, nu glemte jeg mælken - jeg må afsted igen) Og måske begynder tidstabellen allerede at køre inde i hovedet: der er ikke super mange timer til overs i vores hverdag, hvor vi kan gøre en masse.
Og det er nok heller ikke super sandsynligt, at en af os her lige i løbet af den første uge her i hvert fald, finder den ultimative kur for kræft, løser den store klima-krise eller finder en løsning, der skaber fred i hele verden…
Men det spørgsmål, som vi må stille os selv er: I den tid vi har, kan vi da gøre noget med vores liv, der har en varig effekt ? Bibelen siger ja.
Der er en helt simpel ting, som vi allerede gør en hel masse i forvejen, som kan være med til at forandre verden, have en varig effekt. Vi gør det alle steder, hvor vi er sociale, det ligger i vores sociale dna.  Det kan beskrives som ”hej, har du mødt”. Det bedste og største du kan gøre på denne jord er at introducere nogle andre til Jesus. At introducere nogle andre til Jesus, kan ikke bare få en stor og varig effekt på den persons liv her på jorden, men helt frem i evigheden sammen med Jesus, og det får ikke alene en effekt på den ene person, for den person vil jo så introducere en ny til Jesus, så hver gang, vi introducere en ny til Jesus, sætter vi en kædereaktion i gang.

Vi skal se på Johannesevnageliet kap. 1, 35-51

Kontekst: Johannes kap 1 er en interessant sted. ” I begyndelsen…” -> Første Mosebog -> skabelsen. De første 7 dage i Jesu tjeneste (kap 1+2) , kolminerer med, at Jesus gør vand til vin. Johannes skriver en ny begyndelse med Jesus. Noget nyt er kommet til,, og det er kommet til med Jesus. I de 7 dage, kalder Jesus på almindelige mennesker som du og jeg, og han giver os et nyt mål med vores liv – være med til at forandre verden.

I vers 35 står Johannes med to af sine disciple, og Jesus kommer gående. Johannes siger ”Se, der er Guds lam” eller ”hey, har I mødt Jesus?”
De to følger efter Jesus og han spørger: Hvad vil I?  - dobbelttydig -> hvad vil du med dit liv?
Jesus svar: Kom og se, kan også oversættes med: Kom, og I vil se. Igen dobbeltydig -> svar på deres direkte spørgsmål, men måske også et svar på hans eget spørgsmål: Hvad vil I?
Andreas er en af de to, der fulgte med Jesus. Han møder sin bror og det første Andreas gør… ”Hej, har du mødt…” -> Han introducerer Jesus til Peter -> stor effekt fremadrettet.
Næste dag tager de til Galilæa og møder Filip, der slår følge med dem. Det første Filip gør, da han ser Nathanael: ”Hej, har du mødt…”

Vi er i begyndelsen af en kæmpe kædereaktion – vi sidder her i dag fordi de mennesker dengang sagde ”hej, har du mødt”

Man hører ikke meget til Andreas ellers, men en har engang sagt: At introducere Peter for Jesus er nok det største nogen kunne gøre for kirken.

Vi kan ikke alle være Peter, men vi kan alle blive Andreas -> ”har du mødt..”

Din invitation kan blive en andens åbenbaring!

At invitere en anden til at lære Jesus at kende er det eneste vi kan gøre, som vil få en indflydelse på hele den persons liv.

Hvad ville der ske, hvis vi levede vores liv som en åben invitation?

Dit svar vil måske være: Du kender ikke mine venner, det ville være mega akavet.

Lad Jesus tage sig af skeptikerne, lad Jesus tage sig af Nathanielerne.
Mennesker er generelt langt mere åbne end vi tror.

Der vil være gode og frugtbare samtaler, og der vil også være det modsatte, men det må ikke tage modet fra os. Helligånden arbejder, og hvis vi ikke vover os ud i ”hej, har du mødt…” så er der ingen muligheder for Helligånden at arbejde med.

Et eksempel fra Irland: en kvinde, Ray, kører sin veninde til lufthavnen og på vej tilbage tager hun i supermarkedet for at handle ind. Ved kassen, falder hun i snak med kassedamen, der spørger om hun har nogle spændende planer for weekenden. Hun svarer: kirke – og så starter samtalen. Kassedamen kom egentlig fra en kristen familie, men hendes forældre blev skilt og hun fik ideen, at Gud måtte hade hende. Det ender med at veninden beder med denne kvinde og hun tager i mod Jesus. Hun begynder at græde og har brug for en pause i hendes arbejde. Der kommer en ny medarbejder og spørger: hvad var der med hende? Ray svarer: Hun har lige mødt Jesus for den første gang – og så kører hjulet en gang mere. Det ender igen med bøn og tårer og en tredje medarbejder overtager og stiller samme spørgsmål: hvad var der med ham? Hun svarer igen: Jesus. Åh, så du er en kristen, vil du så ikke bede for min ryg. Jeg kan ikke klare mit job mere, jeg er bange for at miste det. Efter flere bønner mærker hun en summen i hendes ryg og hun siger ja tak til at lære Jesus at kende.

Din invitation kan ikke bare lede til en andens åbenbaring, men også din egen. Vi lærer selv mere om Gud og ser mere af Gud ved at fortælle andre om ham.
Det er ikke kun den anden person, der vil blive velsignet.
Vers 51: Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” FLERTAL. Han går fra at snakke til Nathanael til at tale om dem alle – os alle.

Gennem vores samtaler med andre, vil vi blive velsignet, vi vil opleve Guds storhed og kærlighed. Amen.

-->