En uge med Jakob

Vi læser Jakobs brev sammen fra i morgen (mandag d. 20) til på fredag - et kapitel hver dag. I dette indlæg vil der hver dag blive tilføjet nogler noter til dagens kapitel og et spørgsmål til reflektion.
Her er først en 
Kort introduktion til brevet
Forfatter: Jakob, Jesu bror (Matthæus 13,55) og leder af kirken i Jerusalem (Ap. G. 15)
Tid: Jakob døde i år 62, så brevet er fra før der – logisk set. Det store møde i Jerusalem var omkring år 48-49, og da dette brev ikke nævner noget om det møde, går man ud fra at brevet er fra før det møde, så omkring år 40-45.
Hovedtema: At leve ens tro ud – at handle på Guds ord og ikke bare høre det.
Dette tema er udviklet i perspektivet af den sociale konflikt mellem rig og fattig og den spirituelle konflikt mellem forskellige fraktioner i kirken, der fandtes. Jakob irettesætter sine læsere for deres verdslighed og udfordrer dem til at søge guddommelig visdom for at løse disse problemer og komme på ret fod med Gud.
Modtagere: højest sandsynlig var det jødekristne, som Jakob henvender sig til i dette brev. Det ser man bl.a. tegn på i kapitel 1 vers 1 ”de tolv stammer”. Der refereres til jødiske ting gennem brevet.





Kapitel 5
Versene 1-6: Advarsel til de rige. Jakob vender sig nu mod de rige landejere, som var i kontrol over det meste af Galilæa, og det meste af det romerske imperium. De har sørget for dem selv og snydt deres arbejdere.  Den elendighed, der skal komme over dem, er den endelige dom, ikke den elendighed, man kan møde her i livet.
Deres materialistiske livsstil vil blive tabt for evigt, men vil også blive bevis i deres sidste retssag foran Gud. De har fedet dem selv op til slagtedagen – de lever deres luksusliv uden at indse, at de er på vej til den endelige slagtning. (Esajas 30,25; Jeremias 12,3; Johannes Åbenbaringen 19, 17-21)
Den retfærdige i vers 6 har muligvis en dobbelt betydning: den, der er tilgivet af Gud & en uskyldig person af den dødsdom som en rig har givet ham.
Versene 7-12: Tålmodighed i lidelsen. Nu går fokus fra de rige til de fattige, fra dem der undertrykker til de undertrykte. De fattige er kaldet ikke til at gøre gengæld, men til at være tålmodige og have tillid til, at Gud han vil hævne dem. Altså lade Gud tage sig af den dom, der venter dem, der undertrykker. De skal være tålmodige til Herrens komme – der vil han en gang for alle sørge for, at Guds retfærdighed vinder. Og så følger en lille advarsel: vær ikke vrante mod hinanden. De må ikke begynde at vende sig mod hinanden for at de ikke også skal blive dømt – hvilket selvfølgelig nemt kan ske i ren frustration når man er under lidelse.
Versene 13-18: Troens bøn. Her taler Jakob mest om bøn og herved kommer han igen ind på nogen af brevets nøgle temaer, her i bland prøvelser og misbrug af tungen. Den ultimative måde at tæmme tungen på er ved at bede for hinanden.
Versene 19-20: Konkluderende advarsel. Normalt ville der være en blødere slutning på et brev – se Paulus’ breve. Jakob er meget abrupt. Jakob kalder menigheden eller fællesskabet til handling – nemlig hjælpe dem, der er faldet i etisk synd, som er omtalt i dette brev. Derfor fungerer disse afsluttende vers som en opsummering af de forskellige synder og deres løsning.

Til refleksion: Er der nogen grupper i samfundet, som vi ikke behandler ordentlig som samfund, som vi burde gøre mere for i kirken?

Kapitel 4
Versene 1-12: Advarsel mod verdslighed. Jakob skælder ud i disse vers. Han skælder ud på dem, der på grund af selviske ambitioner splitter fællesskabet. Sådanne mennesker er Guds fjender (4,4) og djævlens allierede (4,7) og de må angre. Og alt dette vender tilbage til tungen, altså at tale ondt om andre i fællesskabet (4,11-12).
Det er et kraftigt sprog Jakob her bruger. Han er vred. Der er dog næppe tale om, at de faktisk myrder hinanden. Det skal nok forstås som metafor for den ødelæggende effekt den uhæmmet fjendtlighed har.
Bøn: I opnår intet fordi I ikke beder – det er en påmindelse, at vi bør spørge Gud efter det, vi søger frem for at bekæmpe hinanden. Uden bøn når vi ingen vegne. Ingen bøn resulterer i, at vi misser mange af Guds velsignelser. At bringe ønsker frem for Gud, kan have en rensende effekt på ens ønsker og længsler.
Man kan også bede dårligt. Ikke alle bønner behager Gud, kun dem, der er i overensstemmelse med hans vilje, som den er åbenbaret i Skriften. Bøn bør søge at ære Gud og løfte hans riges formål frem. Dårlige bønner søger alene at tilfredsstille selvcentreret passioner eller ønsker.
Utro – det sprogbrug genkalder profeterne i Gammel Testamente (Jeremias 2,20; 3,6-10; Hoseas 1,2). Sådanne mennesker har valgt venskab med verden og efterligner verdens måde at tænke på og verdslige aktiviteter – dette gør dem til fjender af Gud. Det vil være umuligt at tilfredsstille en ikke troendes forventninger, vis hjerte banker for verden og på samme tid behage Gud ( Galaterbrevet 1,10; 2. Timotheus 3,12; 1. Johannes brev 3,13)
Gud har skabt os med en ånd og Gud længes efter, at vores ånd tilbeder ham.
Den eneste måde at stå djævlen i mod er at drage Gud nær.
Gør rene og rens handler om etisk renhed. Latter viser, hor afslappet Jakobs læsere tager deres synd.
Det er Gud, der gav loven og alene Gud, der dømmer.
Versene 13-17: At prale med i morgen.  Jakob henvender sig til købmænd og viser dem, at Guds almægtighed forhindrer antagelser og arrogance i forhold til at lave sine planer. Vi vil gerne have kontrol og når vi har lagt planer er det også hårdt for os, når det ikke går, som vi har tænkt, men hvis det ikke er sådan Gud har tænkt – ja så er det altså ham, der har magten. Nøglen til disse vers er ”hvis Herren vil”

Til refleksion: Kan du komme i tanke om nogle eksempler, hvor kirken følger verden i stedet for Gud? Eksempler hvor du gør det?
Husker vi som kirke og som enkel personer at have Gud med i vores planer eller bliver vi frustreret  når tingene ikke går som vi havde tænkt?


Kapitel 3
Versene 1-12: Tæmme tungen
Jakob etablerer det generelle princip, at små ting kan være årsag til store resultater. Han kommer med flere eksempler og bruger det så også i forhold til tungen. Tungens magt til at destruere og ødelægge – trods det, at den i størrelse er ret så lille taget resten af kroppen i betragtning.
Læreren  havde en stor rolle i den første kirke (Ap.G. 2,42; Rom 12,7; 1. Kor 12,28; Ef 4,11). Dem, der havde ambitioner søgte lærer-status af de forkerte grunde. Men med større ansvar følger også større forventninger af Gud (Lukas 12,48, Heb 13,17), og læreren vil blive dømt hårdere eller strengere fordi han/hun er ansvarlig for mere.
En persons ord afspejler den persons karakter og er således nøglen til hele hans væren. Jakob indrømmer dog også, at alle mennesker fejler.
Vers 9 udtrykker hykleri. Lovpriser vi Gud om søndagen, skal det reflekteres i dagene, der følger. Vi kan ikke lovprise Gud den ene dag og forbande vores medmennesker den næste med den samme tunge uden at det er hykleri.
Versene 13-18: Løsningen – visdom fra oven. Disse vers udtrykker to område: visdommens rige som bliver sat i kontrast til det af selvisk ambition. Det ene leder til fred, det andet til kaos.
Visdom hos Jakob er ikke kun intellektuelt, men også adfærd.
Bitter misundelse og selvhævdelse er antitesen til sand visdom, der er karakteriseret ved sagtmodighed.
Jakob karakteriserer jordisk opførsel som en fremadskridende handling, der går fra slemt til endnu værre jf v 5-6.
Svaret på kaos er at søge visdommen fra oven. Den producerer gode kvaliteter i ens karakter. Først og fremmest renhed, som er en primær værdi, og dernæst fredselskende, som er modsætning til selvisk ambition og det kaos der medfølger det.

Til refleksion: Gennemtænk sammen med Gud nogle situationer, hvor du handlede egenhændigt og dine ord skabte kaos eller gjorde skade.  Bagefter tænk sammen med Gud på nogen situationer, hvor det lykkedes at trække vejret en ekstra gang og søge vejledning hos Gud og handle med hans visdom.

Kapitel 2
Versene 1-13: Partiskhedens synd. Jakob advarer imod at diskriminere mod den fattige til fordel for den rige i den kristne forsamling. Det er fundamentalt uforeneligt med at have tro på Kristus og så gøre forskel på mennesker.
Udvalgt – Gud har udvalgt de fattige til at være rige i troen. Med det ordvalg stadfæster Jakob, at de fattige har en særlig plads i Guds frelsesplan. De er rige på en evig måde fordi de er arvinger til Guds rige.
Den kongelige lov – at favorisere og diskriminere er at gøre vold mod kærlighedens kongelige lov, altså Guds lov.
Bryder man en lille del af loven, bryder man hele loven. Man er ansvarlig for hele loven. Loven er en helhed, der afhænger af hinanden, og enhver overtrædelse udgøre et brud på loven som helhed. (Matthæus 5,18)
Når vi handler skal vi handle med det i tankerne, at vi vil blive dømt efter frihedens lov. Sand frihed er frihed til at adlyde Gud og gøre det, der behager ham. Så frihedens lov er ikke frihed efter egen fantasi – for det er faktisk ikke frihed. Sand frihed oplever vi kun, når vi lever som Gud har tænkt og er den som Gud har skabt os til at være. Kristi lov giver frihed fra synd gennem evangeliet.
Barmhjertighed – i denne kontekst betyder det ikke Guds barmhjertighed er udvidet til de troende ved dommen, men de troendes barmhjertigheds gerninger vil betyde, at de er frie af  dommen. Barmhjertighed er et kernebegreb både i Gammel Testamente og i Ny Testamente. Barmhjertighed er et krav for troende ellers vil de opleve Guds dom mere end hans nåde. (Matthæus 5,7 ; 6,15; 18,32-35)
Versene 14-26 Troen uden gerninger er død. Man må ikke forstå Jakob som en modsætning til Paulus: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” (Efeserbrevet 2,8-9) Jakob og Paulus er helt enige om, at grundlaget for frelse er nåde alene gennem tro. Gerningerne er ikke grundlaget, men de er det nødvendige resultat af troen – og det mener Paulus også. (Efeserbrevet 2,10).
Tro uden gerninger er ikke brugbar og den er død, ikke i stand til at frelse.
Versene 15-16 er et lille praktisk eksempel på, hvordan tro uden gerninger ser ud.
Troen kan kun blive vist gennem retfærdige gerninger.
Og så nævner Jakob Abraham og Rahab – begge personer, der gennem deres gerninger viste sig at være retfærdige.
Vers 22: ”og der var af gerninger, hans tro blev fuldkommen” Fuldkommen skal forstås som bringes til modenhed.  Igen i vers 24 ser det ud til, at Jakob går mod Paulus og retfærdig ved tro alene. Men for Jakob er  udsagnet ”tro alene” et udtryk for en fup tro, der kun er en intellektuel aftale uden nogen personlig tillid til Kristus og som ikke bærer nogen frugter i ens liv.

Til refleksion: Er vi partiske i kirkerne i dag? Med hvilke gerninger viser kirken dens tro? Med hvilke gerninger viser du din tro?


Kapitel 1
Vers 1: Jesus valgte 12 disciple for at repræsentere de 12 stammer af Israel og således identificerer kirken som det nye Israel.  Jakob minder dem om deres spirituelle arv som Guds folk.

Vers 2-18: Troen sættes på prøve.  Gennem prøvelse bliver troen stærkere og vi bliver dannet og hele, når vi går igennem prøvelser. Prøvelser er altså designet til at producere spirituel modenhed og derfor skal de regnes for glæde.
Meningen med en prøvelse er altså at sætte troen på prøve, ligesom Jesus blev prøvet i ørkenen (Matthæus 4,1-13).  VIGTIGT! Det græske ord for prøvelse (dokimion) betegner en positiv test.
Udholdenhed leder i sidste ende til perfektion. Vi vokser i hellighed, men perfektionen indtræder først fuldt ud ved Jesu genkomme.
Guds visdom er alt afgørende. Bed Gud om den.
En person, der tvivler på Guds godhed vanærer Gud, og han/hun må ikke forvente at få noget af Gud.  Den person er dobbelt sindet, hvilket vil sige, at han/hun er splittet mellem Gud og verden, og er derfor ustabil.
Jakob tager også fat i den anden side af prøvelser, nemlig når prøvelse bliver til fristelser. Her understreger Jakob tydeligt, at Gud frister ingen.  Gud bringer prøvelser for at gøre troen stærkere, men han bringer ikke fristelser for han ønsker ikke, at nogen skal synde.
Vers 19-27: At høre og gøre Guds ord.  Dette afsnit handler om praktisk kristendom, at virkelig høre Guds ord og så handle på det.  Lydighed er et kodeord. Lydighed er et adelsmærke for er sandt barn af Gud.
Jakob bruger jødisk visdomstradition, når han taler om tungens misbrug. Se Ordsprogenes bog 10,19; 11,12; 15,1; 17,28.
Mangel på at lytte og lidt for hurtig til at tale leder til katastrofale handlinger.
Retfærdighed hos Jakob er ikke juridisk og analyserende ligesom hos Paulus. Den retfærdighed Jakob taler om er mere at sammenligne med brugen i Gammel Testamente (Esajas 61,3) og Jesus (Matthæus 3,15; 5,6; 10,20; 6,1; 6,33; 21,32) – altså at leve ens liv i overensstemmelse med Guds vilje, i overensstemmelse med hans standard.
Hvis vi kun hører Guds ord, men ikke handler på det, så bedrager vi os selv. Den eneste ordentlige respons til Guds ord er at lade det slå rod i vores liv.
Frihedens fuldkomne lov er blot en anden måde at beskrive Guds ord på. Sandhedens ord er Kristi evangelium, og her referer loven til Gammel Testamentes lov som den er blevet tolket og opfyldt af Kristus. Loven var hellig, retfærdig og god (Romerbrevet 7,12), men den havde ikke nogen kraft i sig selv til at gøre det muligt for syndere til at efterleve den. Derfor satte loven ikke Guds folk fri, men holdt dem fanget som slaver (Galaterbrevet 3,1+-4,7). Men loven er en lov, der fører til frihed, når den kommer sammen med evangeliet og Helligåndens kraft til at forandre hjerter.

Til refleksion: Hvordan er du eller kan du være ordets gøre midt i din hverdag?

Jublen fortsætter

Her anden påskedag fortsætter jublen over, at Jesus er opstået fra de døde - dødens magt er brudt. Samtidig behandles påskens tema fra en lidt anden vinkel. I går blev opstandelsens faktum proklameret og lovprist, men her dagen derpå stiller vi spørgsmålet: lever han virkeligt? Hvad er opstandelse egentlig for noget? Det er reflektionens og overvejelsens mandag ovenpå gårdagens faktum. Vi tester det. Vi er lidt skeptiske: Kan det nu passe og matche vores liv? Den konkrete opstandelse med kød og blod fra i går åbner døren til opstandelsens virkelighed i dag, hvor Kristus kommer til os som den levende og vandrer med os.

TEKST: Lukas 24,13-35
Troen på Jesu opstandelse og dens ringvirkning på vores liv kan have svært ved at trænge igennem til os. Sådan havde de to disciple, der var på vej fra Jerusalem til Emmaus det. Det er en ca 10-11 km lang vandring og de går og snakker om, hvad der er sker. Pludselig slår Jesus følge med dem, men de ved ikke, at det er ham, for deres øjne holdes til. Af Gud? eller skyldes det, at den opstandne er undergået en forvandling? Eller er de simpelthen i chok og derfor ikke sanser noget? Men vi kender selv til ikke at kunne se skoven for bare træer!
Jesus spørger ind til, hvad de snakker om og de fortæller løs med en vis undren over, at han ikke allerede ved det. Efter at have lyttet til deres fortælling, tager han ordet og bebrejder dem, at de er uden forstand og tungnemme, modvillige til at tro og vise tillid til det, Gud har sagt i sit ord. Han pointerer problemets kerne: vi er elendige til at tro!
Bebrejdelsen er dog ikke Jesu sidste ord. han åbner en ny verden for dem.
Da de er nået frem til destinationen, lader Jesus som om, at han vil gå videre - han trænger sig aldrig på. Han møver sig ikke emsigt ind, men venter på, hvad de - vi - vil. Afventende, ikke noget pres. De nøder ham til at komme med dem ind, og der deler de et måltid. Da han tager brødet og bryder det, åbnes disciplenes øjne. NU ser de, hvem han faktisk er. Vi lever forlæns, men forstår baglæns.
Jesus mødte dem lige på den måde som de havde behov for: han stillede spørgsmål ind til deres situation, han lyttede, han delte fællesskab med dem, brød brødet sammen med dem - og deres hjerte brændte. Han gør det samme for os i dag. Amen.
(Tankerne fra denne andagt er hentet i Flemming Baatz Kristensens bog "På pilgrimsrejse i kirkeåret II" i afsnittet om anden påskedag.)

Glædelig påske


"Kristus er opstanden, ja, han er sandelig opstanden!"
 
Tekst: Matthæusevangeliet kapitel 28 versene 1-10
Påskedag med Kristi sejr over døden og alle fordærvsmagterne er fundamentet for hele kirkens tro. Fra den tomme grav går englenes budskab gennem kvinderne og apostlene og alle kristne før os frem til os i dag. Vi hører det, undres og fryder os, og så sendes vi ud i verden for at give beskeden videre. Påsken er kirkeårets centrum. Offeret forvandles til liv.
Men pas på! Syndernes forladelse er ikke syndernes tilladelse! 
Maria og Maria havde set Jesus dø og de var med, da han blev lagt ind i graven. Lørdag, som var sabbat, tilbragte de nok i stilhed og knust af sorg. Nu er det søndag morgen og de vil ud at se til graven. Selvom Jesus ved flere lejligheder havde fortalt dem, hvad der ventede, havde de sket ikke forstået det. Og så bruger Matthæus et "og se" (vers 2)- han ønsker, at vi skal fokusere på noget helt bestemt. Der kommer en stor rystelse, en magtdemonstration, et angreb på Jesu grav, som trodser det kejserlige segl og soldaterne fra verdensmagten. Soldaterne bliver så bange for englene, at de besvimer, og så begynder englen at tale til kvinderne, der også er forholdsvis bange. Englen taler frygten i mod - den korsfæstede er der ikke. Han er blevet oprejst fra døden. Det budskab skal de give videre, og allerede kort tid efter møder de den opstandne Jesus og omfavner ham og tilbeder ham.
Langfredag er Gud tavs, men påskemorgen taler han. Tilværelsen er forandret! Opstandelsen er sket, selv om vi ikke fatter det. Men som kvinderne kan vi nå til afklaring. Inden da kan vi hente hjælp i gudstjenesten og i dagens bibeltekster og salmer og sange. Det er sket, selv om vi ikke fatter det. Vi har noget at leve os ind i.
"I Jesus Kristus tror vi på den Gud, som blev menneske, som korsfæstedes og opstod. I inkarnationen ser vi Guds kærlighed til sin skabning, i korsfæstelsen Guds dom over hele menneskeheden, i opstandelsen Guds plan for en ny verden." (Dietrich Bonhoeffer)
(Tankerne fra denne andagt er hentet i Flemming Baatz Kristensens bog "På pilgrimsrejse i kirkeåret II" i afsnittet om påskedag.)

Langfredag

Tekster: Esajas kapitel 52 fra vers 13 til kapitel 53 vers 12 og Matthæusevangeliet kapitel 27 versene 27-56.
Langfredag er den dybest, mest alvorlige og mørkeste dag i kirkeåret. 
På korset er al ægte skyld samlet på et sted og i et evigt nu. Den eneste måde, hvorpå synden og skylden kan udslettes, er, at Gud selv tager den på sig og dør under vægten af den.
Helvede er at være forladt af Gud. På korset var Jesus i Helvede under Guds vrede over synden og derfor forladt af Gud - for at vi ikke skal blive det. 
Gud har taget det onde alvorligt. Det onde, der sker i verden bliver ikke bagataliseret - det kostede Jesus livet og han lider med os. Samtidig gælder det også, at den, der har krænket Gud og et andet menneske og gjort noget, der ikke kan tilgives, har fået sin skyld betalt.
Jesu død ændrer verden. Dødsriget er blevet angrebet! Jesus tog døden til fange og blev dens besejrer. Han tog den på sig, men da han gjorde det, stak døden sig på ham, og døden døde.
"Korset er det tegn, hvori al falsk sikkerhed i vores liv fordømmes, og hvori troen på Gud alene skabes." (Bonhoeffer)
Reflektion: Hvad ser du langfredag, når du følger Jesus på hans vej til korset? Hvor er du selv i beretningen?
(Tankerne fra denne andagt er hentet i Flemming Baatz Kristensens bog "På pilgrimsrejse i kirkeåret I" i afsnittet om langfredag.)

Skærtorsdag

Tekster: Johannesevangeliet kapitel 13 versene 1-17 og Lukasevangeliet kapitel 22 versene 7-23

Skærtorsdag er dagen, hvor Jesus indstiftede nadveren - den nye pagts måltid, fuldendelsen af påskemåltidet, mindet om Jesu offerdød, syndernes forladelse, taksigelsen og glæden, forventningen om den himmelske glædesfest, fællesskabet mellem brød og vin og Krist legeme og blod og det fællesskab og den enhed, som det ene brudte brød skaber.
På skærtorsdag møder vi både synden og nåden i højeste potens: Synden vokser denne aften med forrædderi, fornægtelse, storhedsvanvid hos disciplene og mordplaner mod Jesus. I kontrast dertil står Jesu hengivenhed, som vi ser den i nadveren og i fodvaskningen. Jesus arrangerer en "nådens bordplan". Jesus giver forræderen Judas hæderspladsen til venstre for ham. Forræderen elskes og æres selvom Judas' hjerte er lukket og Satan farer i ham. Den yngste, nemlig Johannes, får pladsen til højre for Jesus. Peter får den ringeste plads - måske for at lære ham noget om nåden og at tjene.
I fodvaskningen tager Jesus kjortlen af, tager tjenertøjet på og tjener dem - et billede på det, der sker langfredag. Men det foregriber også, hvad der sker påskedag, for han tager sine klæder på igen og sætter sig - nemlig ved Guds højre hånd.
Det er jødernes påskefest - fejringen af udfrielsen fra slaveriet i Egypten, og det er ind i den tradition Jesus skaber nadveren. Dermed forvandler han påsken gennem sin død og opstandelse til et større exodus, nemlig en udgang fra syndens slaveri til et liv i frihed i Kristus under Åndens ledelse.
En kristen er i fællesskab med Kristus og lever i en stadig modtagelse af ham i nadveren. Vi møder i Jesus en kærlighed uden grænser, som er helt ufattelig og uden sidestykke. Når vi nu modtager en sådan kærlighed sætter det os også i gæld, kærlighedens gæld. Vi skylder at gøre mod andre, som Jesus har gjort mod os. Amen.
(Tankerne fra denne andagt er hentet i Flemming Baatz Kristensens bog "På pilgrimsrejse i kirkeåret I" i afsnittet om skærtorsdag. Billedet er lånt fra timeanddate.com)

Gud over denne by - reflektion over palmesøndag


Gud over denne by

Den sang ”God of this City” blev skrevet af et irisk lovsangsband, der var sendt på mission i Thailand. De stod på en bar og sang lovsang – sange om Jesus midt i noget af det mørke, der findes i Thailand (og andre steder), og forsangeren begyndte at bede – ordene kom bare til ham: ”Du er Gud over denne by, du er Konge over dette folk, Here over denne nation. Du er lyset i dette mørke, du er håbet til dem uden håb, du er fred til de fredsløse – der er ingen som vores Gud. Større ting er på færre og langt større ting skal gøres i denne by. ”
En bøn, der udviklede sig til denne sang.
Det er palmesøndag, indgangen til påskeugen. Folket stod og tog imod Jesus som deres konge og Herre og de havde en klar forventning om, at store ting skulle ske. Her kom deres Messias, deres befrier – men fra hvad? De levede i et meget konkret mørke, nemlig i en besættelse af deres land. Men de havde ingen ide om, at deres forventninger var alt for lave.
Deres forventninger og deres håb blev i første omgang slukket, men kun for at alle rammer skulle springes og Gud en gang for alle viste, at han er den eneste sande Gud, Gud over alle byer, Konge over alle folk, og Herre over alle nationer.

Hvilke forventninger har du til Gud i dit liv? I forhold til din by? Til hele nationen? Er det dine forventninger eller er det nogen, Gud har givet dig?

Gud har store planer og han har givet hans kirke en nøglerolle. Udfylder vi den? Hvor er mørket i vores by, hvor Gud kalder os til at lade hans lys skinne?

Jeg vil opmuntrer dig og udfordre dig til at bede denne stærke bøn, der nu er blevet til en sang over din bøn – og vær åben for, hvad Gud vil vise dig! Amen.


ALT er aflyst

Vi skal passe på hinanden og det gør vi også i Skt. Johannes. Derfor har det været en meget stille uge siden i onsdags, hvor studiegruppen ikke mødtes og vi havde ikke gudstjeneste i søndags.
Vi fortsætter med aflysningerne indtil vi igen får lov at mødes.
Hold øje med vores facebook side hvor der bliver lagt små andagter, bibeltekster, sange mm ud.
Vi ses - på et tidspunkt :)