Her anden påskedag fortsætter jublen over, at Jesus er opstået fra de døde - dødens magt er brudt. Samtidig behandles påskens tema fra en lidt anden vinkel. I går blev opstandelsens faktum proklameret og lovprist, men her dagen derpå stiller vi spørgsmålet: lever han virkeligt? Hvad er opstandelse egentlig for noget? Det er reflektionens og overvejelsens mandag ovenpå gårdagens faktum. Vi tester det. Vi er lidt skeptiske: Kan det nu passe og matche vores liv? Den konkrete opstandelse med kød og blod fra i går åbner døren til opstandelsens virkelighed i dag, hvor Kristus kommer til os som den levende og vandrer med os.
TEKST: Lukas 24,13-35
Troen på Jesu opstandelse og dens ringvirkning på vores liv kan have svært ved at trænge igennem til os. Sådan havde de to disciple, der var på vej fra Jerusalem til Emmaus det. Det er en ca 10-11 km lang vandring og de går og snakker om, hvad der er sker. Pludselig slår Jesus følge med dem, men de ved ikke, at det er ham, for deres øjne holdes til. Af Gud? eller skyldes det, at den opstandne er undergået en forvandling? Eller er de simpelthen i chok og derfor ikke sanser noget? Men vi kender selv til ikke at kunne se skoven for bare træer!
Jesus spørger ind til, hvad de snakker om og de fortæller løs med en vis undren over, at han ikke allerede ved det. Efter at have lyttet til deres fortælling, tager han ordet og bebrejder dem, at de er uden forstand og tungnemme, modvillige til at tro og vise tillid til det, Gud har sagt i sit ord. Han pointerer problemets kerne: vi er elendige til at tro!
Bebrejdelsen er dog ikke Jesu sidste ord. han åbner en ny verden for dem.
Da de er nået frem til destinationen, lader Jesus som om, at han vil gå videre - han trænger sig aldrig på. Han møver sig ikke emsigt ind, men venter på, hvad de - vi - vil. Afventende, ikke noget pres. De nøder ham til at komme med dem ind, og der deler de et måltid. Da han tager brødet og bryder det, åbnes disciplenes øjne. NU ser de, hvem han faktisk er. Vi lever forlæns, men forstår baglæns.
Jesus mødte dem lige på den måde som de havde behov for: han stillede spørgsmål ind til deres situation, han lyttede, han delte fællesskab med dem, brød brødet sammen med dem - og deres hjerte brændte. Han gør det samme for os i dag. Amen.
(Tankerne fra denne andagt er hentet i Flemming Baatz Kristensens bog "På pilgrimsrejse i kirkeåret II" i afsnittet om anden påskedag.)
