Her er først en
Kort introduktion
til brevet
Forfatter: Jakob, Jesu bror (Matthæus 13,55)
og leder af kirken i Jerusalem (Ap. G. 15)
Tid: Jakob døde i år 62, så brevet er fra før
der – logisk set. Det store møde i Jerusalem var omkring år 48-49, og da dette
brev ikke nævner noget om det møde, går man ud fra at brevet er fra før det
møde, så omkring år 40-45.
Hovedtema: At leve ens tro ud – at handle på
Guds ord og ikke bare høre det.
Dette tema er udviklet i perspektivet af den
sociale konflikt mellem rig og fattig og den spirituelle konflikt mellem
forskellige fraktioner i kirken, der fandtes. Jakob irettesætter sine læsere
for deres verdslighed og udfordrer dem til at søge guddommelig visdom for at
løse disse problemer og komme på ret fod med Gud.
Modtagere: højest sandsynlig var det
jødekristne, som Jakob henvender sig til i dette brev. Det ser man bl.a. tegn
på i kapitel 1 vers 1 ”de tolv stammer”. Der refereres til jødiske ting gennem
brevet.
Kapitel
5
Versene 1-6: Advarsel til de rige. Jakob
vender sig nu mod de rige landejere, som var i kontrol over det meste af
Galilæa, og det meste af det romerske imperium. De har sørget for dem selv og
snydt deres arbejdere. Den elendighed,
der skal komme over dem, er den endelige dom, ikke den elendighed, man kan møde
her i livet.
Deres materialistiske livsstil vil blive tabt
for evigt, men vil også blive bevis i deres sidste retssag foran Gud. De har fedet
dem selv op til slagtedagen – de lever deres luksusliv uden at indse, at de er
på vej til den endelige slagtning. (Esajas 30,25; Jeremias 12,3; Johannes
Åbenbaringen 19, 17-21)
Den retfærdige i vers 6 har muligvis en
dobbelt betydning: den, der er tilgivet af Gud & en uskyldig person af den
dødsdom som en rig har givet ham.
Versene 7-12: Tålmodighed i lidelsen. Nu går
fokus fra de rige til de fattige, fra dem der undertrykker til de undertrykte.
De fattige er kaldet ikke til at gøre gengæld, men til at være tålmodige og
have tillid til, at Gud han vil hævne dem. Altså lade Gud tage sig af den dom,
der venter dem, der undertrykker. De skal være tålmodige til Herrens komme –
der vil han en gang for alle sørge for, at Guds retfærdighed vinder. Og så følger
en lille advarsel: vær ikke vrante mod hinanden. De må ikke begynde at vende
sig mod hinanden for at de ikke også skal blive dømt – hvilket selvfølgelig
nemt kan ske i ren frustration når man er under lidelse.
Versene 13-18: Troens bøn. Her taler Jakob
mest om bøn og herved kommer han igen ind på nogen af brevets nøgle temaer, her
i bland prøvelser og misbrug af tungen. Den ultimative måde at tæmme tungen på
er ved at bede for hinanden.
Versene 19-20: Konkluderende advarsel. Normalt
ville der være en blødere slutning på et brev – se Paulus’ breve. Jakob er
meget abrupt. Jakob kalder menigheden eller fællesskabet til handling – nemlig
hjælpe dem, der er faldet i etisk synd, som er omtalt i dette brev. Derfor
fungerer disse afsluttende vers som en opsummering af de forskellige synder og
deres løsning.
Til refleksion: Er der nogen grupper i
samfundet, som vi ikke behandler ordentlig som samfund, som vi burde gøre mere
for i kirken?
Kapitel 4
Versene 1-12: Advarsel mod verdslighed. Jakob
skælder ud i disse vers. Han skælder ud på dem, der på grund af selviske
ambitioner splitter fællesskabet. Sådanne mennesker er Guds fjender (4,4) og
djævlens allierede (4,7) og de må angre. Og alt dette vender tilbage til
tungen, altså at tale ondt om andre i fællesskabet (4,11-12).
Det er et kraftigt sprog Jakob her bruger. Han
er vred. Der er dog næppe tale om, at de faktisk myrder hinanden. Det skal nok
forstås som metafor for den ødelæggende effekt den uhæmmet fjendtlighed har.
Bøn: I opnår intet fordi I ikke beder – det er
en påmindelse, at vi bør spørge Gud efter det, vi søger frem for at bekæmpe
hinanden. Uden bøn når vi ingen vegne. Ingen bøn resulterer i, at vi misser
mange af Guds velsignelser. At bringe ønsker frem for Gud, kan have en rensende
effekt på ens ønsker og længsler.
Man kan også bede dårligt. Ikke alle bønner
behager Gud, kun dem, der er i overensstemmelse med hans vilje, som den er
åbenbaret i Skriften. Bøn bør søge at ære Gud og løfte hans riges formål frem.
Dårlige bønner søger alene at tilfredsstille selvcentreret passioner eller
ønsker.
Utro – det sprogbrug genkalder profeterne i
Gammel Testamente (Jeremias 2,20; 3,6-10; Hoseas 1,2). Sådanne mennesker har
valgt venskab med verden og efterligner verdens måde at tænke på og verdslige
aktiviteter – dette gør dem til fjender af Gud. Det vil være umuligt at
tilfredsstille en ikke troendes forventninger, vis hjerte banker for verden og
på samme tid behage Gud ( Galaterbrevet 1,10; 2. Timotheus 3,12; 1. Johannes
brev 3,13)
Gud har skabt os med en ånd og Gud længes
efter, at vores ånd tilbeder ham.
Den eneste måde at stå djævlen i mod er at
drage Gud nær.
Gør rene og rens handler om etisk renhed.
Latter viser, hor afslappet Jakobs læsere tager deres synd.
Det er Gud, der gav loven og alene Gud, der
dømmer.
Versene 13-17: At prale med i morgen. Jakob henvender sig til købmænd og viser dem,
at Guds almægtighed forhindrer antagelser og arrogance i forhold til at lave
sine planer. Vi vil gerne have kontrol og når vi har lagt planer er det også
hårdt for os, når det ikke går, som vi har tænkt, men hvis det ikke er sådan
Gud har tænkt – ja så er det altså ham, der har magten. Nøglen til disse vers
er ”hvis Herren vil”
Til refleksion: Kan du komme i tanke om nogle
eksempler, hvor kirken følger verden i stedet for Gud? Eksempler hvor du gør
det?
Husker vi som kirke og som enkel personer at
have Gud med i vores planer eller bliver vi frustreret når tingene ikke går som vi havde tænkt?
Kapitel 3
Versene 1-12: Tæmme tungen
Jakob etablerer det generelle princip, at små
ting kan være årsag til store resultater. Han kommer med flere eksempler og
bruger det så også i forhold til tungen. Tungens magt til at destruere og
ødelægge – trods det, at den i størrelse er ret så lille taget resten af
kroppen i betragtning.
Læreren
havde en stor rolle i den første kirke (Ap.G. 2,42; Rom 12,7; 1. Kor
12,28; Ef 4,11). Dem, der havde ambitioner søgte lærer-status af de forkerte
grunde. Men med større ansvar følger også større forventninger af Gud (Lukas
12,48, Heb 13,17), og læreren vil blive dømt hårdere eller strengere fordi
han/hun er ansvarlig for mere.
En persons ord afspejler den persons karakter
og er således nøglen til hele hans væren. Jakob indrømmer dog også, at alle
mennesker fejler.
Vers 9 udtrykker hykleri. Lovpriser vi Gud om
søndagen, skal det reflekteres i dagene, der følger. Vi kan ikke lovprise Gud
den ene dag og forbande vores medmennesker den næste med den samme tunge uden
at det er hykleri.
Versene 13-18: Løsningen – visdom fra oven.
Disse vers udtrykker to område: visdommens rige som bliver sat i kontrast til
det af selvisk ambition. Det ene leder til fred, det andet til kaos.
Visdom hos Jakob er ikke kun intellektuelt,
men også adfærd.
Bitter misundelse og selvhævdelse er antitesen
til sand visdom, der er karakteriseret ved sagtmodighed.
Jakob karakteriserer jordisk opførsel som en
fremadskridende handling, der går fra slemt til endnu værre jf v 5-6.
Svaret på kaos er at søge visdommen fra oven.
Den producerer gode kvaliteter i ens karakter. Først og fremmest renhed, som er
en primær værdi, og dernæst fredselskende, som er modsætning til selvisk
ambition og det kaos der medfølger det.
Til refleksion: Gennemtænk sammen med Gud
nogle situationer, hvor du handlede egenhændigt og dine ord skabte kaos eller
gjorde skade. Bagefter tænk sammen med
Gud på nogen situationer, hvor det lykkedes at trække vejret en ekstra gang og
søge vejledning hos Gud og handle med hans visdom.
Kapitel 2
Versene 1-13: Partiskhedens synd. Jakob
advarer imod at diskriminere mod den fattige til fordel for den rige i den
kristne forsamling. Det er fundamentalt uforeneligt med at have tro på Kristus
og så gøre forskel på mennesker.
Udvalgt – Gud har udvalgt de fattige til at
være rige i troen. Med det ordvalg stadfæster Jakob, at de fattige har en
særlig plads i Guds frelsesplan. De er rige på en evig måde fordi de er
arvinger til Guds rige.
Den kongelige lov – at favorisere og
diskriminere er at gøre vold mod kærlighedens kongelige lov, altså Guds lov.
Bryder man en lille del af loven, bryder man
hele loven. Man er ansvarlig for hele loven. Loven er en helhed, der afhænger
af hinanden, og enhver overtrædelse udgøre et brud på loven som helhed.
(Matthæus 5,18)
Når vi handler skal vi handle med det i
tankerne, at vi vil blive dømt efter frihedens lov. Sand frihed er frihed til
at adlyde Gud og gøre det, der behager ham. Så frihedens lov er ikke frihed
efter egen fantasi – for det er faktisk ikke frihed. Sand frihed oplever vi
kun, når vi lever som Gud har tænkt og er den som Gud har skabt os til at være.
Kristi lov giver frihed fra synd gennem evangeliet.
Barmhjertighed – i denne kontekst betyder det
ikke Guds barmhjertighed er udvidet til de troende ved dommen, men de troendes
barmhjertigheds gerninger vil betyde, at de er frie af dommen. Barmhjertighed er et kernebegreb både
i Gammel Testamente og i Ny Testamente. Barmhjertighed er et krav for troende
ellers vil de opleve Guds dom mere end hans nåde. (Matthæus 5,7 ; 6,15;
18,32-35)
Versene 14-26 Troen uden gerninger er død. Man
må ikke forstå Jakob som en modsætning til Paulus: ”For af den nåde er I frelst
ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke
gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” (Efeserbrevet 2,8-9)
Jakob og Paulus er helt enige om, at grundlaget for frelse er nåde alene gennem
tro. Gerningerne er ikke grundlaget, men de er det nødvendige resultat af troen
– og det mener Paulus også. (Efeserbrevet 2,10).
Tro uden gerninger er ikke brugbar og den er død,
ikke i stand til at frelse.
Versene 15-16 er et lille praktisk eksempel
på, hvordan tro uden gerninger ser ud.
Troen kan kun blive vist gennem retfærdige
gerninger.
Og så nævner Jakob Abraham og Rahab – begge
personer, der gennem deres gerninger viste sig at være retfærdige.
Vers 22: ”og der var af gerninger, hans tro
blev fuldkommen” Fuldkommen skal forstås som bringes til modenhed. Igen i vers 24 ser det ud til, at Jakob går
mod Paulus og retfærdig ved tro alene. Men for Jakob er udsagnet ”tro alene” et udtryk for en fup
tro, der kun er en intellektuel aftale uden nogen personlig tillid til Kristus
og som ikke bærer nogen frugter i ens liv.
Til refleksion: Er vi partiske i kirkerne i
dag? Med hvilke gerninger viser kirken dens tro? Med hvilke gerninger viser du
din tro?
Kapitel 1
Vers 1: Jesus valgte 12 disciple for at repræsentere
de 12 stammer af Israel og således identificerer kirken som det nye
Israel. Jakob minder dem om deres
spirituelle arv som Guds folk.
Vers 2-18: Troen sættes på prøve. Gennem prøvelse bliver troen stærkere og vi
bliver dannet og hele, når vi går igennem prøvelser. Prøvelser er altså
designet til at producere spirituel modenhed og derfor skal de regnes for
glæde.
Meningen med en prøvelse er altså at sætte
troen på prøve, ligesom Jesus blev prøvet i ørkenen (Matthæus 4,1-13). VIGTIGT! Det græske ord for prøvelse
(dokimion) betegner en positiv test.
Udholdenhed leder i sidste ende til
perfektion. Vi vokser i hellighed, men perfektionen indtræder først fuldt ud
ved Jesu genkomme.
Guds visdom er alt afgørende. Bed Gud om den.
En person, der tvivler på Guds godhed vanærer
Gud, og han/hun må ikke forvente at få noget af Gud. Den person er dobbelt sindet, hvilket vil
sige, at han/hun er splittet mellem Gud og verden, og er derfor ustabil.
Jakob tager også fat i den anden side af
prøvelser, nemlig når prøvelse bliver til fristelser. Her understreger Jakob
tydeligt, at Gud frister ingen. Gud
bringer prøvelser for at gøre troen stærkere, men han bringer ikke fristelser
for han ønsker ikke, at nogen skal synde.
Vers 19-27: At høre og gøre Guds ord. Dette afsnit handler om praktisk kristendom,
at virkelig høre Guds ord og så handle på det.
Lydighed er et kodeord. Lydighed er et adelsmærke for er sandt barn af
Gud.
Jakob bruger jødisk visdomstradition, når han
taler om tungens misbrug. Se Ordsprogenes bog 10,19; 11,12; 15,1; 17,28.
Mangel på at lytte og lidt for hurtig til at
tale leder til katastrofale handlinger.
Retfærdighed hos Jakob er ikke juridisk og
analyserende ligesom hos Paulus. Den retfærdighed Jakob taler om er mere at
sammenligne med brugen i Gammel Testamente (Esajas 61,3) og Jesus (Matthæus
3,15; 5,6; 10,20; 6,1; 6,33; 21,32) – altså at leve ens liv i overensstemmelse
med Guds vilje, i overensstemmelse med hans standard.
Hvis vi kun hører Guds ord, men ikke handler
på det, så bedrager vi os selv. Den eneste ordentlige respons til Guds ord er
at lade det slå rod i vores liv.
Frihedens fuldkomne lov er blot en anden måde
at beskrive Guds ord på. Sandhedens ord er Kristi evangelium, og her referer
loven til Gammel Testamentes lov som den er blevet tolket og opfyldt af
Kristus. Loven var hellig, retfærdig og god (Romerbrevet 7,12), men den havde
ikke nogen kraft i sig selv til at gøre det muligt for syndere til at efterleve
den. Derfor satte loven ikke Guds folk fri, men holdt dem fanget som slaver
(Galaterbrevet 3,1+-4,7). Men loven er en lov, der fører til frihed, når den
kommer sammen med evangeliet og Helligåndens kraft til at forandre hjerter.
Til refleksion: Hvordan er du eller kan du
være ordets gøre midt i din hverdag?