En uge med Jakob

Vi læser Jakobs brev sammen fra i morgen (mandag d. 20) til på fredag - et kapitel hver dag. I dette indlæg vil der hver dag blive tilføjet nogler noter til dagens kapitel og et spørgsmål til reflektion.
Her er først en 
Kort introduktion til brevet
Forfatter: Jakob, Jesu bror (Matthæus 13,55) og leder af kirken i Jerusalem (Ap. G. 15)
Tid: Jakob døde i år 62, så brevet er fra før der – logisk set. Det store møde i Jerusalem var omkring år 48-49, og da dette brev ikke nævner noget om det møde, går man ud fra at brevet er fra før det møde, så omkring år 40-45.
Hovedtema: At leve ens tro ud – at handle på Guds ord og ikke bare høre det.
Dette tema er udviklet i perspektivet af den sociale konflikt mellem rig og fattig og den spirituelle konflikt mellem forskellige fraktioner i kirken, der fandtes. Jakob irettesætter sine læsere for deres verdslighed og udfordrer dem til at søge guddommelig visdom for at løse disse problemer og komme på ret fod med Gud.
Modtagere: højest sandsynlig var det jødekristne, som Jakob henvender sig til i dette brev. Det ser man bl.a. tegn på i kapitel 1 vers 1 ”de tolv stammer”. Der refereres til jødiske ting gennem brevet.





Kapitel 5
Versene 1-6: Advarsel til de rige. Jakob vender sig nu mod de rige landejere, som var i kontrol over det meste af Galilæa, og det meste af det romerske imperium. De har sørget for dem selv og snydt deres arbejdere.  Den elendighed, der skal komme over dem, er den endelige dom, ikke den elendighed, man kan møde her i livet.
Deres materialistiske livsstil vil blive tabt for evigt, men vil også blive bevis i deres sidste retssag foran Gud. De har fedet dem selv op til slagtedagen – de lever deres luksusliv uden at indse, at de er på vej til den endelige slagtning. (Esajas 30,25; Jeremias 12,3; Johannes Åbenbaringen 19, 17-21)
Den retfærdige i vers 6 har muligvis en dobbelt betydning: den, der er tilgivet af Gud & en uskyldig person af den dødsdom som en rig har givet ham.
Versene 7-12: Tålmodighed i lidelsen. Nu går fokus fra de rige til de fattige, fra dem der undertrykker til de undertrykte. De fattige er kaldet ikke til at gøre gengæld, men til at være tålmodige og have tillid til, at Gud han vil hævne dem. Altså lade Gud tage sig af den dom, der venter dem, der undertrykker. De skal være tålmodige til Herrens komme – der vil han en gang for alle sørge for, at Guds retfærdighed vinder. Og så følger en lille advarsel: vær ikke vrante mod hinanden. De må ikke begynde at vende sig mod hinanden for at de ikke også skal blive dømt – hvilket selvfølgelig nemt kan ske i ren frustration når man er under lidelse.
Versene 13-18: Troens bøn. Her taler Jakob mest om bøn og herved kommer han igen ind på nogen af brevets nøgle temaer, her i bland prøvelser og misbrug af tungen. Den ultimative måde at tæmme tungen på er ved at bede for hinanden.
Versene 19-20: Konkluderende advarsel. Normalt ville der være en blødere slutning på et brev – se Paulus’ breve. Jakob er meget abrupt. Jakob kalder menigheden eller fællesskabet til handling – nemlig hjælpe dem, der er faldet i etisk synd, som er omtalt i dette brev. Derfor fungerer disse afsluttende vers som en opsummering af de forskellige synder og deres løsning.

Til refleksion: Er der nogen grupper i samfundet, som vi ikke behandler ordentlig som samfund, som vi burde gøre mere for i kirken?

Kapitel 4
Versene 1-12: Advarsel mod verdslighed. Jakob skælder ud i disse vers. Han skælder ud på dem, der på grund af selviske ambitioner splitter fællesskabet. Sådanne mennesker er Guds fjender (4,4) og djævlens allierede (4,7) og de må angre. Og alt dette vender tilbage til tungen, altså at tale ondt om andre i fællesskabet (4,11-12).
Det er et kraftigt sprog Jakob her bruger. Han er vred. Der er dog næppe tale om, at de faktisk myrder hinanden. Det skal nok forstås som metafor for den ødelæggende effekt den uhæmmet fjendtlighed har.
Bøn: I opnår intet fordi I ikke beder – det er en påmindelse, at vi bør spørge Gud efter det, vi søger frem for at bekæmpe hinanden. Uden bøn når vi ingen vegne. Ingen bøn resulterer i, at vi misser mange af Guds velsignelser. At bringe ønsker frem for Gud, kan have en rensende effekt på ens ønsker og længsler.
Man kan også bede dårligt. Ikke alle bønner behager Gud, kun dem, der er i overensstemmelse med hans vilje, som den er åbenbaret i Skriften. Bøn bør søge at ære Gud og løfte hans riges formål frem. Dårlige bønner søger alene at tilfredsstille selvcentreret passioner eller ønsker.
Utro – det sprogbrug genkalder profeterne i Gammel Testamente (Jeremias 2,20; 3,6-10; Hoseas 1,2). Sådanne mennesker har valgt venskab med verden og efterligner verdens måde at tænke på og verdslige aktiviteter – dette gør dem til fjender af Gud. Det vil være umuligt at tilfredsstille en ikke troendes forventninger, vis hjerte banker for verden og på samme tid behage Gud ( Galaterbrevet 1,10; 2. Timotheus 3,12; 1. Johannes brev 3,13)
Gud har skabt os med en ånd og Gud længes efter, at vores ånd tilbeder ham.
Den eneste måde at stå djævlen i mod er at drage Gud nær.
Gør rene og rens handler om etisk renhed. Latter viser, hor afslappet Jakobs læsere tager deres synd.
Det er Gud, der gav loven og alene Gud, der dømmer.
Versene 13-17: At prale med i morgen.  Jakob henvender sig til købmænd og viser dem, at Guds almægtighed forhindrer antagelser og arrogance i forhold til at lave sine planer. Vi vil gerne have kontrol og når vi har lagt planer er det også hårdt for os, når det ikke går, som vi har tænkt, men hvis det ikke er sådan Gud har tænkt – ja så er det altså ham, der har magten. Nøglen til disse vers er ”hvis Herren vil”

Til refleksion: Kan du komme i tanke om nogle eksempler, hvor kirken følger verden i stedet for Gud? Eksempler hvor du gør det?
Husker vi som kirke og som enkel personer at have Gud med i vores planer eller bliver vi frustreret  når tingene ikke går som vi havde tænkt?


Kapitel 3
Versene 1-12: Tæmme tungen
Jakob etablerer det generelle princip, at små ting kan være årsag til store resultater. Han kommer med flere eksempler og bruger det så også i forhold til tungen. Tungens magt til at destruere og ødelægge – trods det, at den i størrelse er ret så lille taget resten af kroppen i betragtning.
Læreren  havde en stor rolle i den første kirke (Ap.G. 2,42; Rom 12,7; 1. Kor 12,28; Ef 4,11). Dem, der havde ambitioner søgte lærer-status af de forkerte grunde. Men med større ansvar følger også større forventninger af Gud (Lukas 12,48, Heb 13,17), og læreren vil blive dømt hårdere eller strengere fordi han/hun er ansvarlig for mere.
En persons ord afspejler den persons karakter og er således nøglen til hele hans væren. Jakob indrømmer dog også, at alle mennesker fejler.
Vers 9 udtrykker hykleri. Lovpriser vi Gud om søndagen, skal det reflekteres i dagene, der følger. Vi kan ikke lovprise Gud den ene dag og forbande vores medmennesker den næste med den samme tunge uden at det er hykleri.
Versene 13-18: Løsningen – visdom fra oven. Disse vers udtrykker to område: visdommens rige som bliver sat i kontrast til det af selvisk ambition. Det ene leder til fred, det andet til kaos.
Visdom hos Jakob er ikke kun intellektuelt, men også adfærd.
Bitter misundelse og selvhævdelse er antitesen til sand visdom, der er karakteriseret ved sagtmodighed.
Jakob karakteriserer jordisk opførsel som en fremadskridende handling, der går fra slemt til endnu værre jf v 5-6.
Svaret på kaos er at søge visdommen fra oven. Den producerer gode kvaliteter i ens karakter. Først og fremmest renhed, som er en primær værdi, og dernæst fredselskende, som er modsætning til selvisk ambition og det kaos der medfølger det.

Til refleksion: Gennemtænk sammen med Gud nogle situationer, hvor du handlede egenhændigt og dine ord skabte kaos eller gjorde skade.  Bagefter tænk sammen med Gud på nogen situationer, hvor det lykkedes at trække vejret en ekstra gang og søge vejledning hos Gud og handle med hans visdom.

Kapitel 2
Versene 1-13: Partiskhedens synd. Jakob advarer imod at diskriminere mod den fattige til fordel for den rige i den kristne forsamling. Det er fundamentalt uforeneligt med at have tro på Kristus og så gøre forskel på mennesker.
Udvalgt – Gud har udvalgt de fattige til at være rige i troen. Med det ordvalg stadfæster Jakob, at de fattige har en særlig plads i Guds frelsesplan. De er rige på en evig måde fordi de er arvinger til Guds rige.
Den kongelige lov – at favorisere og diskriminere er at gøre vold mod kærlighedens kongelige lov, altså Guds lov.
Bryder man en lille del af loven, bryder man hele loven. Man er ansvarlig for hele loven. Loven er en helhed, der afhænger af hinanden, og enhver overtrædelse udgøre et brud på loven som helhed. (Matthæus 5,18)
Når vi handler skal vi handle med det i tankerne, at vi vil blive dømt efter frihedens lov. Sand frihed er frihed til at adlyde Gud og gøre det, der behager ham. Så frihedens lov er ikke frihed efter egen fantasi – for det er faktisk ikke frihed. Sand frihed oplever vi kun, når vi lever som Gud har tænkt og er den som Gud har skabt os til at være. Kristi lov giver frihed fra synd gennem evangeliet.
Barmhjertighed – i denne kontekst betyder det ikke Guds barmhjertighed er udvidet til de troende ved dommen, men de troendes barmhjertigheds gerninger vil betyde, at de er frie af  dommen. Barmhjertighed er et kernebegreb både i Gammel Testamente og i Ny Testamente. Barmhjertighed er et krav for troende ellers vil de opleve Guds dom mere end hans nåde. (Matthæus 5,7 ; 6,15; 18,32-35)
Versene 14-26 Troen uden gerninger er død. Man må ikke forstå Jakob som en modsætning til Paulus: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af.” (Efeserbrevet 2,8-9) Jakob og Paulus er helt enige om, at grundlaget for frelse er nåde alene gennem tro. Gerningerne er ikke grundlaget, men de er det nødvendige resultat af troen – og det mener Paulus også. (Efeserbrevet 2,10).
Tro uden gerninger er ikke brugbar og den er død, ikke i stand til at frelse.
Versene 15-16 er et lille praktisk eksempel på, hvordan tro uden gerninger ser ud.
Troen kan kun blive vist gennem retfærdige gerninger.
Og så nævner Jakob Abraham og Rahab – begge personer, der gennem deres gerninger viste sig at være retfærdige.
Vers 22: ”og der var af gerninger, hans tro blev fuldkommen” Fuldkommen skal forstås som bringes til modenhed.  Igen i vers 24 ser det ud til, at Jakob går mod Paulus og retfærdig ved tro alene. Men for Jakob er  udsagnet ”tro alene” et udtryk for en fup tro, der kun er en intellektuel aftale uden nogen personlig tillid til Kristus og som ikke bærer nogen frugter i ens liv.

Til refleksion: Er vi partiske i kirkerne i dag? Med hvilke gerninger viser kirken dens tro? Med hvilke gerninger viser du din tro?


Kapitel 1
Vers 1: Jesus valgte 12 disciple for at repræsentere de 12 stammer af Israel og således identificerer kirken som det nye Israel.  Jakob minder dem om deres spirituelle arv som Guds folk.

Vers 2-18: Troen sættes på prøve.  Gennem prøvelse bliver troen stærkere og vi bliver dannet og hele, når vi går igennem prøvelser. Prøvelser er altså designet til at producere spirituel modenhed og derfor skal de regnes for glæde.
Meningen med en prøvelse er altså at sætte troen på prøve, ligesom Jesus blev prøvet i ørkenen (Matthæus 4,1-13).  VIGTIGT! Det græske ord for prøvelse (dokimion) betegner en positiv test.
Udholdenhed leder i sidste ende til perfektion. Vi vokser i hellighed, men perfektionen indtræder først fuldt ud ved Jesu genkomme.
Guds visdom er alt afgørende. Bed Gud om den.
En person, der tvivler på Guds godhed vanærer Gud, og han/hun må ikke forvente at få noget af Gud.  Den person er dobbelt sindet, hvilket vil sige, at han/hun er splittet mellem Gud og verden, og er derfor ustabil.
Jakob tager også fat i den anden side af prøvelser, nemlig når prøvelse bliver til fristelser. Her understreger Jakob tydeligt, at Gud frister ingen.  Gud bringer prøvelser for at gøre troen stærkere, men han bringer ikke fristelser for han ønsker ikke, at nogen skal synde.
Vers 19-27: At høre og gøre Guds ord.  Dette afsnit handler om praktisk kristendom, at virkelig høre Guds ord og så handle på det.  Lydighed er et kodeord. Lydighed er et adelsmærke for er sandt barn af Gud.
Jakob bruger jødisk visdomstradition, når han taler om tungens misbrug. Se Ordsprogenes bog 10,19; 11,12; 15,1; 17,28.
Mangel på at lytte og lidt for hurtig til at tale leder til katastrofale handlinger.
Retfærdighed hos Jakob er ikke juridisk og analyserende ligesom hos Paulus. Den retfærdighed Jakob taler om er mere at sammenligne med brugen i Gammel Testamente (Esajas 61,3) og Jesus (Matthæus 3,15; 5,6; 10,20; 6,1; 6,33; 21,32) – altså at leve ens liv i overensstemmelse med Guds vilje, i overensstemmelse med hans standard.
Hvis vi kun hører Guds ord, men ikke handler på det, så bedrager vi os selv. Den eneste ordentlige respons til Guds ord er at lade det slå rod i vores liv.
Frihedens fuldkomne lov er blot en anden måde at beskrive Guds ord på. Sandhedens ord er Kristi evangelium, og her referer loven til Gammel Testamentes lov som den er blevet tolket og opfyldt af Kristus. Loven var hellig, retfærdig og god (Romerbrevet 7,12), men den havde ikke nogen kraft i sig selv til at gøre det muligt for syndere til at efterleve den. Derfor satte loven ikke Guds folk fri, men holdt dem fanget som slaver (Galaterbrevet 3,1+-4,7). Men loven er en lov, der fører til frihed, når den kommer sammen med evangeliet og Helligåndens kraft til at forandre hjerter.

Til refleksion: Hvordan er du eller kan du være ordets gøre midt i din hverdag?